Thor: Ragnarok anmeldelse: Kosmisk-komedie
Du kan finde meget af Thor: Ragnaroks DNA i albumcovers.
Først tager du alle flammende djævle, vikinger, pegasusser, skelet-riddere, kæmpeulve og gnistrende lyn fra flere generationers heavy metal forsider.
Så søger du til den progressive rock efter fjerne planeter, glitrende rumskibe, bizarre sci-fi byer og kosmiske visioner.
Bland det godt sammen med mere humor end du måske havde troet der var plads til i en superheltefilm.
Så er du ved at have den genetiske baggrund for Thor: Ragnarok der tager plads som en af de bedste Marvel-film hidtil og ubetinget den bedste film om Thor.
Min – og alle andre anmelderes – darling, instruktør Taika Waititi, har held med at injicere sin personlighed i Marvel-maskinen i denne tredje film om Thor.
På mange måder sender han faktisk Thor ud på lidt af et sidespor.
Sjældent har tordenguden tilbragt så lidt tid på jorden som han gør i Thor: Ragnarok. I stedet omfavner filmen det kosmiske aspekt af Marvels superheltegalleri i en grad vi ellers kun har set det i de to Guardians of the Galaxy film.
Det er alt sammen Hels skyld. Hun dukker op ud af det blå med hemmeligheder der truer selveste Asgårds fundament og kræfter der tilsyneladende overgår selv tordengudens evner.
Hendes største våben er dog at hun er spillet af en fantastisk Cate Blanchett.
Det australske skuespillerinde morer sig tydeligt helt vildt med rollen som guddommelig superskurk. Det smitter.
Pludselig har Hel magten i Asgård, og Thor er fanget på planeten Sakaar hvor han er tvunget til at dyste i dødelige gladiatorkampe som slave for den mystiske ‘Grandmaster’.
Han spilles i øvrigt af Jeff Goldblum. Jeg kan ikke sige andet om ham end at han er på absolut maksimum Goldblum i Thor: Ragnarok.
Det er en god ting hvis du er i tvivl.
Jeg går ud fra du allerede har set traileren. Så ved du at Thor i arenaen pludselig står ansigt til ansigt med ham den store grønne smadrende fyr.
Og så går det ellers bare stok over sten, eller måske rumskib over lyn-hammer, med at vende tilbage til Asgård og vælte Hel af pinden.
Og hold nu op hvor er det en fornøjelse.
Instruktør Taika Waititi forvandler Thor-filmene til en forbavsende campet omgang Jens Lyn mens han boltrer sig i bøtten med både sci-fi og fantasy.
Men mest af alt har han lavet en komedie.
Faktisk er Thor: Ragnarok nok den mest pjattede af alle Marvel-filmene hidtil. De der synes at tidligere film har været for fjollede vil med andre ord få sig en slem overraskelse allerede fra åbningsscenen – som i øvrigt ikke skal afsløres her.
Men jeg er ikke en af dem.
Kombinationen af uforfalsket barnlig glæde over valkyrier og rumskibe kombineret med konstante grin er for mig helt uimodståelig.
Vel kan man anklage filmen for at lade den mere alvorlige historie om Hel og Asgård træde i baggrunden for et noget konsekvensløst kosmisk eventyr.
Men jeg er altså vild med det konsekvensløse eventyr!
Fans af Taika Waititi kan fryde sig over en række cameos – og større roller – til flere af hans tidligere New Zealandske og Australske kendinge.
Fans af Heavy metal kan blandt meget andet fryde sig over en episk kamp mellem rumvikinger på en regnbuebro.
Fans af Marvel skal bare se at komme i biografen.
Thor: Ragnarok placerer tordenguden i en heavy-metal-kosmisk-fantasy-komedie. Resultatet er den bedste film i serien. Det kan egentlig siges ret simpelt: Thor: Ragnarok er en fryd.
