Suspiria anmeldelse: Argentos bedste
“La la la la la la laa – la la la la la laaaaa”.
Hvis du er i tvivl, så nynnede jeg lige det geniale musik-tema til Dario Argentos gyserfilm Suspiria. Nynneri gør sig muligvis ikke så godt på skrift, men jeg har brug for noget konkret at holde mig til.
Det har jeg sådan set altid efter jeg har set Argentos hovedværk fra 1977. Når de korte rulletekster er færdige, glipper jeg lidt med øjnene og forsøger at vende tilbage til den virkelige verden.
Suspiria føles nemlig som en ond drøm. En smuk ond drøm, ja, men dog en ond drøm.
Alle former for opsummering af plottet i Suspiria er derfor også lidt formålsløse. Som at genfortælle en drøm til nogen man kender.
Det er simpelthen ikke det samme som at mærke det.
På overfladen handler Suspiria om den unge amerikanske balletdanser Suzy Bannon der er blevet optaget på et berømt tysk danseinstitut. Inden længe har flere mord fundet sted, og Suzy kommer på sporet af okkulte hemmeligheder på instituttet.
Men altså, det er jo slet ikke hvad Suspiria handler om.
Tag nu bare åbningsscenen for eksempel: Suzy Bannon ankommer i regnvejr til balletinstituttet, og bagefter begås et grusomt mord.
Men det er altså ikke det jeg husker fra den.
Jeg husker en silende våd dybrød labyrintisk bygning. Jeg husker gulgrønne øjne i mørket udenfor et soveværelsesvindue på anden sal. Jeg husker en kniv i et hjerte og geometriske mønstre i et mosaikvindue.
Det er drømmenes logik der hersker i Suspiria.
Dario Argento skaber simpelthen en helt unik stemning der som en trylleformular altid sætter mig i en næsten hypnotisk tilstand.
Det skyldes især to ting.
Først og fremmest Argentos på en gang flamboyante og præcise instruktion. Det flamboyante ses med det samme i de gudesmukke billeder.
En kombination af lyssætning, anamorfiske linser og Technicolor fremkaldelses-processen har skabt en blændende men mareridts-lignende verden af primærfarver – særligt rød – jeg stadig ikke har set magen til i nogen andre film.
Det endda til trods for at mange har forsøgt. Kast bare et blik på danske Nicolas Winding Refn.
Det præcise kommer i Argentos nøje udtænkte klipning. Rædslen sniger sig ind på publikum i afmålte sekvenser inden filmen eksploderer i blodrøde mord der pressede sin tids censurgrænser til de bristede.
Argentos instruktion hjælpes voldsomt på vej af det sublime soundtrack af bandet Goblin. Det spænder fra det spilledåse-lignende tema der indledte denne anmeldelse til en kakofoni af skrig og trommer.
Musikken kan bedst beskrives som noget en ondsindet udgave af Pink Floyd kunne have lavet.
Den trylleformular Suspiria kaster på sit publikum er så kraftig at den også løfter de elementer man ville grine af i andre film.
Det gælder for det – lad os sige – højnede skuespil og den ikke altid lige vellykkede eftersynkronisering af skuespillerne.
Det bidrager alt sammen til den drømmende stemning.
Chancen for at fange Argentos mesterstykke på det store lærred i de danske biografer, må du ikke gå glip af.
Suspiria har sandsynligvis aldrig hverken lydt bedre eller set bedre ud end den gør i sin nyrestaurerede udgave.
Hvis du ser den så kan du også lige give mig en melding om at filmen rent faktisk eksisterer.
Jeg er stadig lidt i tvivl om det bare er noget jeg har drømt.
Suspiria er et kig i et mareridts-kalejdoskop i primærfarver. Den er stadig lige så gysende og betagende som den altid har været. Kort sagt: Suspiria er en gyser-klassiker.
