Patti Cake$ anmeldelse: Hvide piger kan også rappe

0
519
Patti Cake$ anmeldelse
Copyright Angel Films

Patti Cake$ anmeldelse: En tyk underdog

Patti Cake$ er ikke helt så rå og rebelsk som sin titelperson, men det er en rigtig hygge-film af en type vi har set mange gange før.

Patti Cake$ er en god gammeldags underdog-historie.

For det er nemlig lige hvad Patricia Dombrowski er – en rigtig underdog.

Patricia vil gerne være rapper. Helst på højde med hendes store idol O-Z. Men som alle gode underdogs passer Patti Cake$ – som er Patricias kunstnernavn – ikke helt ind i skabelonen for sit mål.

Hun er nemlig både kvinde, kridhvid og kraftigt overvægtig.

Derudover bor hun med sin mor – som Patti har et anstrengt forhold til –  og aldrende mormor i et mildt sagt fattigt hjem i New Jersey. Ikke nødvendigvis de bedste omstændigheder for en spirende rap-karriere.

Til gengæld kan hun rappe, og hun kan skrive. Om det er de limericks hun underholder sin mormor med, eller den freestyle hun jorder de andre lokale rappere med udenfor benzintanken.

Med backup fra sin bedste ven, apotekeren Jheri, er der måske alligevel håb for at Patti kan udleve rap-drømmen.

Jeg elsker en god underdog historie. En af de bedste er selvfølgelig Rocky, og Patti Cake$ holder sig ret stramt til den formular. Selvfølgelig krydret lidt med den type musikfilm hvor håbefulde bands eller sangere skal bevise deres værd i en endelig omgang battle of the bands.

Dermed er der heller ikke mange overraskelser. Jeg anede hurtigt hvor Patti Cake$ var på vej hen, og den er langt fra så skæv og rebelsk som den tilsyneladende ønsker at være.

Men det betyder egentlig ikke så meget.

Hvad Patti Cake$ ikke har i originalitet opvejer den i charme.

Patti Cake$ anmeldelse
Copyright Angel Films

Den charme kommer især i form af australske Danielle Macdonald i titelrollen. Hun udstråler en fantastisk blanding af sårbarhed og intens fandenivoldskhed der gør at jeg heppede på hende hele vejen til målstregen.

Ikke alene er det først gang hun rapper; hun gør det også uden skyggen af australsk accent. Det skader heller ikke at musikken i filmen er både humoristisk, ørehængende og i øvrigt hjulpet godt på vej af en fantastisk dansk oversættelse.

Den bedste scene i Patti Cake$ kommer allerede midtvejs da Patti og hendes kumpaner bid for bid konstruerer deres første rigtige sang.

Sangen skal selvfølgelig have omkvæd af mormors raspede stemme. Og måden musikken samler sig på vækker minder om en anden film om en håbefuld rapper: Hustle & Flow.

Patti Cake$ anmeldelse
Copyright Angel Films

Men i forhold til filmen om den rappende pimp så mangler Patti Cake$ noget inderlighed i sin følelser. Den vil gerne både være skæv, sjov, rørende og socialrealistisk.

Det er en balancegang der ikke helt lykkes. Særligt som filmen skrider frem og manuskriptets mekanik bliver mere og mere tydelig. Tilfældene der fører Patti hen hvor hun gerne vil være er simpelthen for store.

Men som en feel-good film med charme i overskud holder Patti Cake$ vand. Da den når sin endelige afslutning og Patti Cake$ står klar på scenen foran sit publikum, er det nok de færreste der kan lade være med at smile.

Uanset hvor mange gange før vi har set noget lignende.

Patti Cake$ charmerer sig vej ind i hjertet. Det er Rocky som overvægtig rappende ung kvinde, og formularen holder stadig.

4 af 6 stjerner anmeldelse