Mirai anmeldelse: Den fantastiske hverdag

Det er let at forbinde japansk animation med det fantastiske.

Fra de dystopiske fremtidsvisioner i Ghost in the Shell og Akira, over de kulørte sci-fi og fantasy-sæbeoperaer i serier som Attack on Titan eller Sword Art Online til Hayao Miyazakis sprudlende og mesterlige fantasier i Min Nabo Totoro eller Prinsesse Mononoke.

Japansk animation har budt på en overflod af uforglemmelige universer med rod i det fantastiske.

Måske er det derfor, det er så let at glemme, hvor god japansk animation også er til at vise os dagligdagen.

Den sirlige præcision, som japanske animatorer præsenterer virkeligheden med, ophøjer selv de mest mondæne hverdagsbegivenheder til store oplevelser.

Det fænomen er i fuld effekt i instruktør og manuskriptforfatter Mamoru Hosodas nyeste film Mirai.

Faktisk er Mirai på overfladen så mondæn, at filmens plot til forveksling minder om et typisk pædagogisk indslag i Fjernsyn for dig.

For historien om 4-årige Kun, der skal lære at dele sine forældres opmærksomhed med en ny lillesøster, virker nok bekendt for de fleste.

Og det er da også her Hosoda og hans suveræne hold af kunstnere i Studio Chizu finder lejlighed til at dyrke det mondæne på smukkeste vis.

Om det er stykke lidt for varmt toastbrød, der brænder fingrene på den tiltagende desperate far, eller familiens lille hund, der jager støvsugeren, så har Hosoda blik for dagliglivets detaljer.

Det suger både publikum helt ind i den unge families liv, men den suveræne visuelle side – der vellykket blander 3d-animation med mere traditionel 2d – højner også den ellers bekendte historie.

Og det allerede inden de fantastiske banker på historiens hoveddør.

For Kuns lige dele realistisk, sjov, rørende og frustrerende barnlige reaktion på lillesøsterens ankomst bliver snart hevet fra genkendelig hverdag til noget mere fantasifuldt.

For selvfølgelig kan Hosoda ikke holde sig til realismen.

Som en 4-årig Ebenezer Scrooge får Kun nemlig besøg af en række ‘ånder’, der skal lære ham at sætte pris på sin plads i familien.

Det starter med at familiens hund på humoristisk vis forvandles til midaldrende laps, der forklarer Kun, at han engang var familiens centrum.

Men inden længe følges Kun også af en fremtidig udgave af sin søster og tager på rejser i sit stamtræ.

Det er et fantastisk fortællegreb, der løfter Mirai fra at være en fortælling i børneperspektiv, til at være en fortælling om familie, der nok skal tvinge tårer frem i en ældre aldersgruppe.

Det kreative højdepunkt er en suveræn mareridtssekvens på Tokyo Station, der bryder med filmens hidtidige animationsstil for at give Kun en gysende lærestreg.

Den sekvens har mulighed for at sætte lige så store ar hos uforberedte børn som de mest rædselsvækkende sekvenser i Pinocchio.

Det er selvfølgelig svært at stå for.

Men Mirai redder sit publikum tilbage i trygheden med en virtuos afslutning, der trækker tårer, mens den illustrerer, at vi allesammen står på skuldrene af de familiemedlemmer, der er gået forud.

Sådan gør man dagligdagen fantastisk.

Rørende, fantasifuld og oprigtigt sjov; Med Mirai cementerer Mamoru Hosoda sig som en af moderne japansk animations vigtigste stemmer.