Yao anmeldelse: Afrikansk tid

Tag det roligt, her kører vi på afrikansk tid.

I Yao spiller De urørlige-darlingen Omar Sy den franske skuespiller, Seydou Tall, af Senegalesisk oprindelse, der vender tilbage til sit oprindelsesland for at promovere sin bog.

Igen og igen får han at vide, at tingene foregår anderledes i Afrika.

Når chaufføren pludselig forlader bilen, fordi han har en chance for at mødes med en af sine koner i den lokale landsby, så er det bare at slå koldt vand i blodet.

I Afrika haster det ikke mere end det jager. Når tempoet sættes ned på den måde, giver det en chance for at kigge indad for den franske celeb.

Det sker ikke mindst da en ung fan, Yao, rejser næsten 400 kilometer for at få en autograf i en nedslidt udgave Talls selvbiografi. Seydou får ondt af den ihærdige dreng, og de to sætter gang i en – ikke så overraskende – road-trip, for at få drengen tilbage til sin lille landsby.

Imens kan den skilte Seydou så få tid til at reflektere over forholdet – eller manglen på samme – til sin egentlig søn, der venter hjemme i Frankrig.

Og det hele foregår selvfølgelig i et charmerende adstadigt tempo.

Afrikansk tid.

Eller næsten i hvert fald.

For lidt som sin hovedperson er instruktør Philippe Godeaus film Yao splittet mellem det, den gerne vil være, og det den er.

For på den ene side vil den gerne være en meditativ og småhumoristisk roadmovie, der efter afrikansk forbillede gerne vil tage sig god tid, mens hovedpersonen finder sin spiritualitet i mødet med det støvede afrikanske landskab og det livfulde afrikanske folk.

Det er den del, der fungerer bedst.

Der er et fint liv i de mange bifigurer, der bevæger sig ind og ud af filmen på makkerparrets rejse gennem Senegal, og en fin sans for detaljer i de enkelte optrin.

Som når de to investerer i et par skjorter på et lokalt marked, og en tyv pludselig jages gennem markedsstandene uden videre forklaring.

Men den hypnotiske blanding af realisme og afrikansk spiritualitet undermineres konstant af det forudsigelige feel-good drama, som Yao også vil være.

Der skal ikke mange hjerneceller til at udregne de lektioner franske Seydou skal lære af sin unge afrikanske følgesvend, om hvad der er vigtigt i livet.

Yao tager trappen frem til den åbenlyse feel-good afslutning ligeså forudsigeligt, som road-movie søsterfilmen Green Book gjorde det tidligere på året.

Og selvom det ofte er hyggeligt, så mangler Yao de charmerende præstationer, der er nødvendigt for at holde den slags helt ovenvande.

Omar Sy klarer det sådan set fint, i en overraskende underspillet rolle, mens hans karakter er sært renset for personlighed, og det gør det svært at føle med både hans indre og ydre rejse.

Værre står det til med unge, kluntet spillet af unge Lionel Louis Basse, der er et af den slags alt for vise børn, der kun eksisterer på film.

‘Elsker du din kone?’ spørger han stift og utroværdigt, inden han kommer med Gajol-agtige visdomsord til den voksne Seydou.

Selvom det hele er meget hyggeligt, bliver det altså og lige klæbrigt og forudsigeligt nok.

Også selvom det sikkert er meget godt at leve lidt mere efter afrikansk tid.

Yao byder på en hyggelig tur gennem Senegal, men undermineres af et kluntet og forudsigeligt manuskript.