Child’s Play anmeldelse: Charmerende kopi, men stadig kopi

På papiret lyder den nye Child’s Play som et af den slags remakes, der skider på sit forlæg.

Først og fremmest har bagmanden bag filmene om den morderiske rødhårede dukke Chucky, instruktør og manuskriptforfatter Don Mancini, ikke haft indflydelse på den nye film.

Mancini har ellers med held ført Chucky-serien fra vellykket selvhøjtidelig horror ud i selvbevidst næsten parodisk splat og tilbage igen.

At han er blevet hægtet af dette remake af den første film, som United Artists/MGM ejer rettighederne til, mens den oprindelige Chucky-franchise blandt andet har en en TV-serie på vej, er en hån.

Men det siger selvfølgelig ikke noget om det endelige resultat, og faktisk er den nye Child’s Play et overraskende charmerende bekendtskab.

Når den nye Child’s Play plotmæssigt kun har en minimal forbindelse til den oprindelige film, så begynder alarmklokkerne ellers for alvor at ringe.

Lighederne mellem de to film stopper stort set ved, at de begge involverer en enlig mor, hendes søn og en dukke.

Men denne gang er sønnen Andy 13 år i stedet for seks, og måske endnu vigtigere: den morderiske dukke er ikke besat af en seriemorders sjæl, men er en robot-dukke med kunstig intelligens.

En blanding af legetøj og smart-home installation, der kan forbindes til hjemmets elektronik. 

Så ingen bliver overraskede, når den nyerhvervede Buddi-dukke både taler og vandrer frit rundt.

Hvis ikke Chucky var et kendt navn, kunne den nye Child’s Play sådan set lige så godt have været en selvstændig dræber-dukkefilm.

Det burde den have været.

Child's Play anmeldelse
Foto: UIP

Men på den lyse side forsøger den norske instruktør heller ikke at kopiere tonen i sit forlæg.

Faktisk er den nye Child’s Play mere i familie med Joe Dantes muntert satiriske familiegys Gremlins og Small Soldiers end sit horror-forlæg.

Og det skift i tone er, i hvert fald til at begynde med, et godt valg.

Humoren er i højsædet, når den højteknologisk dukke gør sit indtog i det lille hjem, og er rigeligt creepy allerede inden den begynder at gribe fat i køkkenkniven.

Det skyldes ikke mindst stemmepræstationen fra alles yndlings-jedi Mark Hamill, der forvandler den nye Chucky til en sært patetisk figur, der tager sin nye ven Andys ønsker lidt for bogstaveligt.

Det er både sjovt og forstyrrende, når den smilende dukke ikke vil stoppe med at synge sin venskabssang, selvom Andy prøver at sove.

Så selvom Brad Dourifs ægte Chucky er savnet, så har robo-Chucky altså sin egen charme. 

Child's Play anmeldelse
Foto: UIP

Der er en god portion sorthumoristisk spænding, mens man venter på, at det endelig slår klik for det ustabile legetøj, hvis oprindelse i øvrigt har en del til fælles med ninjaen i Ternet Ninja.

Det er først da løjerne for alvor skal bryde løs, at den nye Child’s Play begynder at snuble i sine dukkesko.

Et enkelt opfindsomt og veludført mord er simpelthen for lidt, og i filmens finale begynder manuskriptet at slå utroværdige knuder på sig selv i et forsøg på at få tingene til at hænge sammen.

Child's Play anmeldelse
Foto: UIP

Hvorfor skal vi for eksempel lide under den gamle kliche, at ingen pludselig tror på Andy, når nu de har været så lydhøre i resten af filmen?

Samtidig strammes et tydeligt begrænset budget sin løkke om halsen på filmen. 

De samme tre kulisser bruges lige lovligt mange gange og filmen får skuffende lidt galskab ud af en Gremlins-inspireret finale i et supermarked.

Det hele ender med at føles sært begrænset, og da filmen for alvor skal lette, ender den faktisk med at være mest kedelig.

Det må en Chucky-film aldrig være.

Robo-Chucky bliver desværre nok aldrig mere end en fodnote i den ægte vares historie.

Den nye Chucky starter som et overraskende charmerende hyggegys, men snubler i lavt budget og rodet manuskript.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse


Facebook kommentarer