F1 anmeldelse: Brad Pitts Top Gun

Det er svært for mig — og mange andre — ikke at se F1 som Brad Pitts Top Gun: Maverick.

En aldrende og supersej rebelsk veteran indenfor sit felt kaldes tilbage i action for at redde dagen og agere mentor for en eller flere nye hot shots.

Denne gang er det ikke jetjagere og bombemissioner det handler om, men forfærdeligt grimme og helt utroligt hurtige biler.

Og så er den aldrende rebel ikke Tom Cruise, men Brad Pitt, der som producer på filmen nok har en mere end lille rolle i, at stort set hele holdet bag kameraet fra Top Gun: Maverick er hentet ind til F1.

Det betaler sig selvfølgelig især, at det igen er Joseph Kosinski bag rattet, når det kommer til de hæsblæsende ræsersekvenser.

Præcis som fly-sekvenserne var højdepunktet i Maverick, så er de (relativt mange) racerløb i F1 det absolut bedste ved filmen.

Med et fremragende lyddesign, imponerende brug af en ny generation kameraer placeret i bilernes førerkabine og selvfølgelig fremragende og stort set helt usynlige visuelle effekter er bilsekvenserne et biografspektakel af den gamle skole.

At de samtidig er klippet med både forbløffende hurtighed og præcision, så man som publikum aldrig mister orienteringen er intet mindre en fremragende filmhåndværk.

Ræsene er biografbilletten værd i sig selv.

Filmen omkring de blændende sekvenser er…ikke nær så god som storebror Top Gun: Maverick.

Det skyldes nok især et manglende navn på manuskriptsiden.

Christopher McQuarrie vender nemlig ikke tilbage fra Maverick, og han har nemlig lige præcis det talent der skal til, for at få publikum til at sluge filmklicheer, som var de nye igen.

Det har forfatter Ehren Kruger ikke, når han skal bære filmen på egen hånd.

Af samme grund er F1 ikke helt så god til at ramme sine mål.

De kække replikker mellem den garvede racer og den arrogante opkomling er ofte ikke helt kække nok (jep, den unge kalder den gamle for ‘old man’). Romancen får ikke helt hjertet til at banke, og man mærker aldrig helt smerten ved hovedpersonens hårde fortid.

Samtidig vokser filmen også til længder den ikke har brug for. Der er f.eks. ikke brug for tre tragiske styrt i samme motorsport-film.

Heldigvis opvejes mange af karakterernes mangler af et stærkt cast.

Få mennesker er i stand til at kede sig, når Brad Pitt og Javier Bardem er med i samme film, og med folk som Kim Bodnia og Kerry Condon er der nok karisma til at distrahere fra det svage manuskript.

Og det er der i hvert fald i de vidunderlige ræs, der med jævne mellemrum dukker op, og sletter minderne om filmens svaghed med knogleknusende intensitet og ypperligt kinetisk filmhåndværk.

Så gør det ikke så meget, at Brad Pitt måske ikke helt lykkes med at få sin egen Top Gun.

F1 leverer nogle af filmhistoriens mest betagende ræsersekvenser og starpower nok til at distrahere fra sit lidt flade manuskript.