What’s Love Got to Do with It? anmeldelse: Den romantiske komedies rugbrødsform
What’s Love Got to Do with It? gør et forsøg med at hælde en lidt utraditionel dej i en helt almindelig romantisk komedie-rugbrødsform.
Man kunne sige at den putter lidt utraditionelle kerner i rugbrødet, eller lader skorpen blive en tand sprødere end normalt.
Eller man kunne helt droppe denne ikke specielt vellykkede bage-metafor, og sige at What’s Love Got to Do with It? forsøger at være mere end bare en romantisk komedie.
På nogle måder lykkes det.
Historien om to barndomsvenner — den ene britisk pakistansk, den anden så britisk, at hendes mor spilles af Emma Thompson — der indser at de er forelskede, da den ene part kaster sig ud i et traditionelt pakistansk arrangeret ægteskab, har potentiale.
What’s Love Got to Do with It? har faktisk nogle interessante betragtninger om fordele og ulemper ved den moderne jagt på den perfekte partner kontra den ultimativt pragmatiske kærlighed i et arrangeret ægteskab.
Manuskriptforfatter Jemima Khan og instruktør Shekhar Kapur kaster sig ud i et relativt nuanceret take på konflikten mellem den stormende forelskelse og det trygge partnerskab.
Men hvis du tror, at det trygge partnerskab vinder til sidst, så har du aldrig set en romantisk komedie.
Det har til gengæld skaberne af What’s Love Got to Do with It?, der hurtigt namedropper en hær af de britiske og amerikanske klassikere i genren.
Men det er også filmens problem.
For hver gang filmen står ved en korsvej mellem noget overraskende og ægte, og endnu en romantisk komedie-kliche, så vælger den sidstnævnte.
What’s Love Got to Do with It? følger på trods af sit utraditionelle emne den slagne vej fra start til slut.
Hvis du kommer for skænderier i regnvejr og kys ved solnedgang, så er du gået helt rigtigt.
Men for os andre skuffer forudsigeligheden — og et noget fladt filmsprog — for indholdets oplæg. Et oplæg, der nemt kunne have endt som en moderne romantisk komedieklassiker ala The Big Sick.
Men forudsigeligheden i en romantisk komedie kan heldigvis ophæves med humor og charme.
Sidstnævnte byder What’s Love Got to Do with It? faktisk på en del af.
Lily James har som altid evnen til at sende enorme mængder energi ud af lærredet. Hun fylder selv de mest kluntede sætninger med ægte menneskelighed.
Det gælder sådan set også for Shazad Latif som hendes udkårne.
Begge skuespillere gør det nemt at forelske sig i dem.
Men det er mere skuespillernes kraft end karakterernes, og kemien imellem dem er desværre ikke altid lige overbevisende.
Det samme gælder for filmens humor, der er lige så hyggelig som den er forudsigelig.
Værst i den henseende er filmens brug af Emma Thompson i fjolle-mode som pinlig mor, hvis excentriske opførsel aldrig for alvor rammer plet.
Filmen hjælpes heller ikke på vej af en finale, der forveksler overgjort musik og slowmotion med ægte følelser, i et forsøg på at grave vand ud fra publikums tårekanaler.
Det fungerer ikke.
Alligevel er What’s Love Got to Do with It? et sympatisk bekendtskab, som kan give et hurtigt romantisk-komedie-fix en sløv søndag eftermiddag.
Den havde bare potentiale til at være mere.
Lily James holder energien oppe, men What’s Love Got to Do with It? vælger for tit det forudsigelige frem for det interessante.