Fast & Furious X anmeldelse: Højt at flyve

Jeg har dårlige nyheder.

Fast & Furious X er et fald for en af Hollywoods bedste moderne filmserier.

Hvor dybt faldet er, afhænger til gengæld af, hvor højt du synes, at Fast & Furious-filmene har fløjet.

For hvis du mener, at Fast & Furious grundlæggende kun har handlet om bil-lir, eller at de er ‘hjerneløse’ pengemaskiner fyldt med dårligt skuespil og flade karakterer, eller ser det som en svaghed, at filmene for længst har lagt fysikkens love bag sig.

Ja, så synes du jo nok — som det gælder for en alt for stor del af de danske filmanmeldere i øvrigt — at Fast-serien aldrig fløj højt nok til at komme over kantstenen.

Det skal du have lov til.

Du tager fejl.

Men det skal du have lov til.

Så er der til gengæld alle os andre.

Os der med utæmmet fryd har fulgt seriens udvikling fra tidsbundet Point Break-kopi til varmhjertede kup- og senere spionfilm.

Os der har set den mest diversitetsfyldte franchise Hollywood nogensinde har leveret støt og roligt omfavne sin egen tiltagende og vanvittigt underholdende absurditet.

Os der har nydt, at en megafranchise har kunnet jonglere nogle af de sidste årtiers mest spektakulære actionsekvenser med en kærlighed til sine karakterer og en legesyg respekt for sin egen evigt voksende og altid fjollede mytologi.

Os der ved at serien handler mindst lige så lidt om biler, som Kong Arthur-historierne handler om sværd eller Star Wars handler om rumskibe.

Med andre ord: os der synes at serien gennemsnitligt har fløjet mindst lige så højt som skyskraberne i Abu Dhabi og til tider (nummer 5 og 6) har brudt jordens atmosfære.

Og for os — eller jeg burde jo nok sige mig — gør Fast & Furious X ondt.

For selvom de sædvanlige ingredienser er til stede, så er sjælen tabt.

Ret skal være ret. Fast & Furious X har højdepunkter.

Filmens bedste actionsekvens falder tidligt og involverer en bombejagt gennem Roms gader, der kombinerer actionkoreografi, fantastisk stuntarbejde og fremragende computereffekter med seriens sædvanligt urørlige tæft.

Men selv sekvensen i Rom — filmens bedste — føles som en på mange måder svagere variation af sekvenser filmserien har leveret før.

Og filmens andre højdepunkter; at John Cena får lov til at omfavne sin Peacemaker-persona i rollen som Jacob, Jason Momoas usædvanligt fjollede skurk og at filmen på sædvanlig sæbeopera-vis ikke kun en, men to gange, vender tilbage til tidligere begivenheder for at afsløre nye karakterer, vi bare ikke vidste var der, undermineres af svaghederne.

For Fast & Furious X er ikke bare en svag Fast-film, det er helt enkelt bare en svag film.

Løjerne føles som en computeralgoritmes ide om, hvad en Fast & Furious-film skal indeholde, og plottet træder vande i en grad, så opmærksomheden sættes på prøve.

Der skal som altid være plads til et utal af karakterer, men for første gang har filmen ingen ide om, hvad den skal gøre med dem.

Som et overtræt barn med en kasse actionfigurer kæder den tilfældige begivenheder sammen til en mudret historie.

Cameos fra seriens mest populære karakterer glider ind og ud af filmen uden nævneværdig indflydelse, og actionsekvenserne har ikke den sædvanlige evne til at toppe de foregående.

Tej og Romans ellers sædvanlig vellykkede ping-pong føles anstrengt og kulminerer i en decideret pinlig scene med en ulideligt usjov cameo fra en stor Hollywood-stjerne.

Referencerne til FAMILIEN føles usædvanligt hule, og der er meget lidt følelsesmæssigt på spil mellem filmens helte og den nye skurk, selvom filmen forsøger at gøre løjerne til et personligt spørgsmål om hævn.

Men Fast & Furious-film har i årevis været svære at lave.

Det er ingen hemmelighed, at de formes omkring deres actionsekvenser eller at manuskripterne sjældent er fuldendte, når kameraerne går i gang med at køre.

Og da slet ingen hemmelighed, at Vin Diesel har en meget specifik og uundgåelig indflydelse på filmenes udformning.

Det kræver sin instruktør at holde fast i de tøjler og give Diesel passende modstand. Mesteren har selvfølgelig været Justin Lin, men selv han blev overvældet af denne tiende film.

I stedet har Louis Leterrier overtaget, men på trods af sin imponerende actionerfaring, har ikke kunnet samlet Fast & Furious-mosaikken til et sammenhængende billede.

I stedet krakelerer Fast & Furious X i en række små usammenhængende sidehistorier, der gør det til seriens mest rodede og mindst interessante — ja, seriens eller hidtil værste film 2 Fast 2 Furious inkluderet.

Og som finale trækker filmen sin største nitte op af posen.

Fast & Furious X slutter på en slags Avengers-light cliffhanger, der burde have givet den undertitlen Part 1 bare som advarsel.

Filmens helte er i fare og bum, så er løjerne slut, uden afklaring og med en sandsynligvis 2 år lang ventetid til næste film.

Det er simpelthen utilgiveligt dårligt, både fordi filmen fremstår ufærdig og uforløst.

Men måske især fordi, at Fast & Furious-filmene ikke ligefrem er i stand til at skabe frygt for sine hovedkarakterers skæbne.

I en serie, hvor alle konstant vender tilbage fra de døde, er det umuligt at holde publikum i spænding på baggrund af, at hovedpersonerne er i fare.

En overraskelse efter rulleteksterne, som burde være et glædesfyldt øjeblik for fans, taber fuldstændigt pusten efter den mangelfulde afslutning.

Den slutning er noget nær det sidste søm i kisten for en enorm skuffelse af en film, der måske nok tyder på at 10 film og et spinoff alligevel var for meget.

Næste film i serien har i hvert fald meget at bevise, og mine forventninger er lave.

Til gengæld kan vi jo så vælge at fejre, at serien nogensinde kom så højt op at flyve, som den gjorde.

Fast & Furious X er et skuffende indslag i en fremragende serie. En rodet og ufærdig film der truer med at sætte hele Fast-magien over styr.