Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd anmeldelse: Følelser og finurlighed
På papiret lyder Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd som en film, der ikke kan andet end at drukne i sin egen finurlighed.
For instruktør Hettie Macdonalds filmatisering af Rachel Joyces roman handler om den aldrende Harold. En ærkebritisk, ældre herre der hører, at en tidligere kollega har cancer og beslutter sig for at redde hende ved at vandre 1000 kilometer fra sit hjem i Devon til kollegaens hospice i Berwick-upon-Tweed.
Det lyder som en spillefilmsudgave af den del af Forrest Gump, hvor Forrest beslutter sig for bare at løbe.
Inden jeg så Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd var jeg da også fyldt med visioner af anstrengt pudseløjerlig humor og desperat hjertevarme.
Og Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd kan da heller ikke sige sig helt fri fra begge ting.
Ilan Eshkeris musik er f.eks. smuk, men også omklamrende i sin desperation for at få publikum til at græde.
Og de mennesker Harold møder på sin vej er alle lige præcis perfekt finurligt hjælpsomme med en hygsomt tårepersende baggrundshistorie.
Helt ærligt, Harold bliver endda ven med en lille sød hund.
Men heldigvis er det hele ikke så slemt som det måske lyder.
Kate McCulloughs fotografering og lyssætning folder både diskret og smukt de små britiske landsbyer og landskaber ud.
Og så er skuespillet og personinstruktionen blændende. Jim Broadbent er uforlignelig som umiddelbart fåmælte arketypiske brite, der gemmer mere i sit hjerte end først antaget.
Broadbents præstation er filmens hjerte og er lige så hjertevarm, som den er underspillet.
Det gælder også Penelope Wilton i rollen som Harolds kone Maureen, der efterlades hjemme med sine egne tanker, mens Harold tager på sin mission.
Men måske allervigtigst så er Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd faktisk ikke den letbenede omgang feel-good, den lader til at være.
For som historien skrider frem kommer den til at handle om sorg, og hvor svært det er at finde vej gennem tab.
For både Harold og Maureen bærer en tonstung vægt på deres skuldre, som i virkeligheden viser sig at være grunden til Harolds vandretur.
Og den del af sin fortælling tager filmen overraskende alvorligt.
Her er ingen nemme løsninger, kun en hyldest til det enorme arbejde det kræver at leve sit liv videre, når man har mistet noget uerstatteligt.
På den måde ender Harold Frys usandsynlige pilgrimsfærd i sin tematik som en fin partner til danske Resten af livet.
Og selvom Resten af livet er en stærkere film, så er det altså fornemt selskab at være i.
Så gør det ikke så meget, at der er drysset lidt finurlighed på toppen.
Jim Broadbent er hjerteknusende god i en film, der både varmer hjertet, men også tager sine tunge emner alvorligt.
