Rom anmeldelse: Forventningsbrud

Det ville være løgn at sige, at jeg glædede mig til at se Rom.

For selv med lidt overfladisk research, lod det næsten til at ligge i stjernerne, at Rom ikke ville være noget for mig.

For når en dansk film markedsføres som ‘feel-good’ og handler om et aldrende pars rejse til Italien, så er det svært ikke at tænke på velmenende, men håbløst fortalte film som Madklubben.

Og så må jeg ærligt indrømme, at udbuddet af danske komedier er så kvalitetsmæssigt magert, at bare tanken om en mere giver flashbacks til ulidelige film som Alle for en eller Jagtsæson.

Men Rom er heldigvis langt bedre.

Den mulighed burde jeg jo nok allerede have overvejet, da jeg så, at filmens instruktør er Niclas Bendixen, der stod bag den usædvanligt vellykkede komedie Ditte & Louise.

Og søreme om ikke Bendixen gør det igen.

Med Rom blander han en række komedie-varianter til en ualmindeligt charmerende blanding, der slipper afsted med mere end en enkelt kliche på ryggen af sine fremragende skuespillere og et vellykket manuskript af Kristian Halken, Christian Torpe og Bendixen selv.

Rom er både en Woody Allensk-elegant fortælling, om en kvinde der forsøger at genfinde sin fortids livsgnister (og traumer), en rapkæftet ‘modsætninger mødes’-folkekomedie i klassiske dansk stil og en Hollywoodsk romantisk komedie med byernes by som malerisk bagtæppe.

Det er noget af et jonglerings-arbejde Rom kaster sig ud i, men det lykkes forbløffende godt.

Det skyldes ikke mindst de to garvede skuespillere i centrum.

Bodil Jørgensen er stort set altid fremragende, men rollen i Rom er en mere kvindekarakter i Jørgensens aldergruppe, end dansk film normalt byder på, og giver mulighed for at spille andet end den quirky mor/bedstemor vi lidt for ofte ser hende som.

Mindst lige så stor en fornøjelse er det at se Kristian Halken, der får lov til at være filmens mest fjollede karakter i en for skuespilleren sjælden med-hovedrolle.

Halken har fantastisk timing, men også evne til at vise den skrøbelighed, som filmens blandede dosering af komedie og drama kræver.

Begge skuespillere en fornøjelse i hele filmens spilletid.

Og det beskriver sådan set filmen meget godt: en gennemført fornøjelse.

Vel er portrættet af Italien noget klichetungt, og vel er filmens traditionelle romcom-finale nok lige velkendt nok.

Men i Manuel Alberto Claros dirrende intime billeder er usædvanlige for en dansk komedie, der også gentagne gange overskrider sine egne feel-good ambitioner med både ægte smerte og livsvisdom.

Man skal med andre ord heller ikke skue danske komedier på hårene, selvom det godt kan være svært.

Rom er en både varmhjertet og oprigtigt sjov mikstur af drama og komedie med et par mere end almindeligt veloplagte skuespillere i front.