Aladdin anmeldelse: Allandin

Som barn havde min familie et helt særligt videobånd blandt vores anseelige samling.

Men det var ikke indholdets skyld.

Ikke fordi der som sådan var noget galt med båndets indhold.

En mildt sagt skrabet udgave historien om Aladdin og en hjemmeoptaget episode af Batman-serien med Adam West, skal man ikke kimse ad.

Men det var nu altså båndets titel, skrevet med blå kuglepen og sikker hånd, der fangede min opmærksomhed.

Allandin.

Se det er et navn, der vækker opmærksomhed. Er det mon historien om en fyr ved navn Allan, der rulles ind i eventyr med arabisk flair? Eller er det en udgave af Disneys Aladdin fra en parallel dimension: Bekendt, men alligevel ikke.

Fattigmands-tegnefilmen på båndet levede i hvert fald ikke op til navnet, men nu har jeg set en film, der fortjener det gådefulde navn.

For Disneys spillefilmsgenskabelse af deres egen højtelskede animationsfilm skulle helt klart have heddet Allandin.

Instruktør Guy Ritchies film føles nemlig præcis som en udgave af den oprindelige Aladdin fra en parallel dimension.

Som hvis rumvæsner var blevet bedt om at genskabe Aladdin 10 år efter de havde set den.

Ritchies filmatisering er trofast mod tegnefilmsforlægget, men falder næsten i alle de huller den kan.

Aladdin anmeldelse
Foto: Disney

Det største problem er måske skuespillet.

Mena Massoud spiller titlens unge gadedreng, der med colgate-smil og stift skuespil, skal lære noget om livet efter han finder en magisk lampe.

Desværre er det som om instruktør Ritchie helt har glemt at instruere stakkels Massoud, og som resultat bliver Aladdin-figuren langt mindre charmerende end sin animerede pendant.

Måske er al personinstruktionen gået til Marwan Kenzari, der overspiller sig gennem rollen som den magtliderlige Jafar i en grad så det intimiderende krydser over til det latterlige.

Bedst er Naomi Scott som Jasmin. Som den eneste formår hun at putte lidt personlighed mellem linjerne i det kluntede manuskript, der har svært ved at få noget interessant ud tegnefilmsgenskabelsen.

Og måske er det i virkeligheden det, der er det grundlæggende problem.

Aladdin anmeldelse
Foto: Disney

Allandin, øh, Aladdin, genskaber den oprindelige film, bare dårligere og mærkeligere, uden at tilføre et nyt perspektiv på historien.

Ritchies karakteristisk hyperaktive stil er næsten helt fraværende i det sterile udtryk, der mest kommer til at ligne en glittet teaterforestilling fra Disney World end et egentligt troværdigt univers.

Og så er der selvfølgelig den store blå elefant i rummet. Will Smith som lampeånden Genie.

Det er i sandhed en bizar oplevelse, når den hypermuskuløse og digitale Will Smith gør sin entre, men det største problem er egentlig ikke det noget kiksede visuelle udtryk.

Problemer er i stedet af Smith aldrig får lov til at eje rollen.

Aladdin anmeldelse
Foto: Disney

Smiths Genie fanges et ubehageligt sted mellem Robin Williams elskede maniske optræden i den oprindelige film – smukt fortolket af Preben Kristensen i den danske oversættelse – og Smiths egen mere lavmælte humor.

Karakteren ender derfor som en oprigtigt sær blanding mellem The Mask-agtige effekter og Smiths karakteristiske ‘Aw, hell naw’-humor.

Selv nostalgi-faktoren, som ellers løftede den nye Skønheden og Udyret, fejler i de klodsede opstillinger af de kendte sange, der skuffer både visuelt og musikalsk.

Aladdin anmeldelse
Foto: Disney

Smith tvinges til at skubbe sin sangstemme længere end den kan bære, og selvom Alan Menken leverer to nye sange – inklusive en skamløs Frozen-kopi – så lever orkestreringerne ikke op til originalerne.

Og så har jeg slet ikke nævnt de pseudorealistiske, og meget akavede, computeranimerede udgaver af Abu og Jago, eller de greenscreen-plagede ture på det flyvende tæppe.

Aladdin er desværre Disneys dårligste film siden Nøddeknækkeren og de fire kongeriger.

Til gengæld har jeg endelig set en film, der fortjener titlen Allandin.

Aladdin er en forvirret genskabelse af den elskede animationsfilm, der fejler på næsten alle de punkter den kan.

2 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer