Nøddeknækkeren og de fire kongeriger anmeldelse: Alice i nøddeknækkerland

Halvvejs gennem Disneys nyeste eventyrfilm Nøddeknækkeren og de fire kongeriger sender filmskaberne en kærlig hilsen tilbage i selskabets egen historie.

En dirigent med tilhørende symfoniorkester træder frem i sort silhuet på kulørt baggrund, præcis som i Disneys egen Fantasia fra 1940.

Referencen ligger da også lige for.

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger gør ikke overraskende brug af Tchaikovskys berømte musik fra balletten af samme navn, præcis som Fantasia også gjorde det i et af sine animerede musikalske segmenter.

Men her stopper lighederne desværre.

Hvor Fantasia i sine bedste øjeblikke er en visuelt overvældende musikalsk nydelse, så er Nøddeknækkeren og de fire kongeriger desværre mere en visuelt overvældende fortællemæssig lidelse.

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er endnu en i rækken af Disneys overdådige eventyr-filmatiseringer – denne gang baseret på E. T. A. Hoffmanns The Nutcracker and the Mouse King, som balletten også hentede sit materiale fra – der fuldstændig taber al fornemmelse af eventyr i et kaotisk virvar af computergenererede effekter og stive præstationer.

Sådan havde jeg det også med Tim Burtons livløse Alice i Eventyrland, så hvis du var vild med den film, har du hermed tilladelse til at ignorere resten af denne anmeldelse.

De to film har mere end almindeligt meget til fælles.

En ung pige ved navn Clara finder en portal til en anden verden, hvor hun inden længe står midt i en pseudo-fantasy lignende krig mellem fire kongeriger.

Så er der også noget med en maskine, der forvandler legetøj til levende legetøj, og en gang imellem til mennesker. Et skrin med manglende nøgle som Claras afdøde mor har efterladt. En tyran i en omvandrende porcelænsdukke. Og selvfølgelig et budskab om at stole på sig selv.

Midt i det hele står stakkels Mackenzie Foy som Clara, der mest af alt virker overvældet af det virvar af effekter med svingende kvalitet, der blæser gennem filmen som en orkan.

Hendes præstation er lige så stiv som de flotte kjoler hun er placeret i, men det er heller ikke fordi manuskriptet giver hende meget at arbejde med.

Claire virker underligt upåvirket af den bizarre verden hun pludselig befinder sig i. Men det er måske heller ikke så mærkeligt. Nøddeknækkeren og de fire kongeriger har nemlig utroligt svært ved at skelne mellem sit fantasiunivers og sit ‘virkelige’ univers.

Begge dele er lige fyldt med opulent design og konstante kulørte effekter.

Af samme grund indfinder der sig desværre heller ikke nogen form for eventyrlighed hos mig i publikum.

I stedet læsser filmen på med visuelt slående og samtidig komplet intetsigende, påfund, mens den forvirrende historie finder vej frem til et klimaks, der selvfølgelig er et computeranimeret slags mellem fantasy-hære.

Præcis som vi alle husker det fra Nøddeknækkeren.

I periferien er en skinger Keira Knightley, der spiller cirka så irriterende dårligt, som hun var god i Colette. Der bliver også plads til Morgan Freeman som, du gættede det, en bedstefar-lignende mentor, og Helen Mirren dukker søreme også op i en rolle, hun må have brugt cirka en eftermiddag på.

De mange penge, der er lagt i kostumer, kulisser og effekter er ikke nok til at kompensere for den kaotiske, men samtidig underligt livløse, fortælling.

Først under slutteksterne stopper Nøddeknækkeren og de fire kongeriger lidt op, og lader en gruppe dansere udtrykke Tchaikovskys smukke musik.

Det vækker igen minder om Fantasia, og er mere eventyrligt end alt, der går forud.

Men en kort sekvens under slutteksterne er ikke helt nok til at anbefale Nøddeknækkeren og de fire kongeriger.

Nøddeknækkeren og de fire kongeriger er cirka lige så glitrende og hul som en julekugle. Alverdens computereffekter kan desværre ikke kompensere for en komplet mangel på magi.