Colette anmeldelse: En moderne kvinde fra en næsten svunden tid

Hvis du har bare en lille snert af et fetichistisk forhold til Frankrig lige omkring overgangen til 1900-tallet, så kan du trygt indløse en biografbillet til Colette.

For her er både alt hvad hjertet kan begære af maleriske billeder af franske landskaber og endnu mere glamourøs pariserstemning.

Der er dømt smukke kjoler og hatte, snirklet skæg og boheme-liv for alle pengene.

For fanden, på et tidspunkt bliver der endda nydt ost, baguette og rødvin i stearinlysets skær.

Men midt i al retro-romantikken fortæller Colette faktisk en historie om en yderst moderne kvinde med moderne problemer.

Hun hedder – og hed også i virkeligheden – Sidonie-Gabrielle Colette og hører blandt fransk litteraturs mest betydelige kvindelige forfattere.

I 1947 blev Colette, som hun yndede at kalde sig, nomineret til Nobelprisen i litteratur, men da filmen præsenterer os for hende i en veloplagt Keira Knightleys skikkelse, har hun ikke engang sit navn på de mest populære bøger, hun har skrevet.

Den unge Colette er nemlig gift med den noget ældre libertiner Willy, der udgiver en række bøger af andre forfattere i sit navn, heriblandt Colettes delvist biografiske fortællinger om den unge franske kvinde Claudine.

Willy spilles stærkt underholdende af Dominic West, der i en af sine bedste rolle får skabt en karakter, der er skiftevis hjertevarm og ynkelig, men altid opportunistisk.

Mens Claudine-bøgerne bliver et fænomen og decideret brand blandt yngre franske kvinder, begynder Colette at opdage, at hun ikke behøver at lade hverken sine lyster eller ambitioner styre af en mand.

På den måde er Colette et overraskende godt sidestykke til den stadigt biografaktuelle The Wife.

Også i Colette er emner som kreativitet, litteratur og især magtforholdet mellem mænd og kvinder på spil. Og begge film er båret oppe af en imponerende tilbageholdende præstation fra en kvindelig skuespiller i front.

Med Colette beviser Keira Knightley igen, at den ellers voldsomt produktive skuespiller fortjener roller med højere profil.

Hun kaster hele sin fysik ind i rollen som Colette, men undgår samtidig den overspillende tilgang, der ligger lige om hjørnet i portrættet af den lidt excentriske forfatter.

For hun er ikke helt almindelig hende Colette, særligt ikke den tid hun lever i taget i betragtning. Selv den fremsynede belle epoque har svært ved at acceptere en kvinde, der kaster sig ud i homoseksuelle affærer og et kærlighedsforhold til den kønsmæssigt nonbinære Missy.

Men mest af alt kan hun selvfølgelig ikke respekteres som succesfuld forfatter. Den slags tilhører mændene.

Så mens Willy låser Colette inde i soveværelset og tvinger hende til at skrive endnu en bog, er det de cigarrygende mænd på forlaget, der tjener alle pengene.

Det får Colette tiltagende svært ved at finde sig i. Dermed forvandler Colette sig også til en film, der på elegant vis trækker tydelige tråde op til moderne tid.

Mindre moderne er formen på Colette, der ikke byder på mange afvigelser fra den typiske biografiske film.

Den ender med at medtage lidt for meget af Colettes liv, så da den sidste tredjedel begynder at fokusere på Colettes arbejde som mimer og skuespiller, falder interessen.

Colettes mange kærlighedsforhold – med undtagelse af det med Willy – er heller ikke helt så følelsesmæssigt engagerende som de kunne have været, på trods af de generelt stærke præstationer fra skuespillerne.

Men Colette er alligevel et kig værd – og ikke kun for retro-frankofile.

Colette er elegant underholdning, der drager tilbage i tiden for at fortælle om en ekstremt moderne kvinde.