First Man anmeldelse: Det lille skridt

Hvis der findes en skala af rumrejser på film, med Rumrejsen år 2001 i den ene ende som den mest storslået kosmiske udgave, så hører Damien Chazelles filmudgave af Neil Armstrongs vej til det berømte lille skridt på månen nok til den mest intime udgave.

I First Man holder Chazelle sig nemlig – det meste af tiden – fra de helt store vistaer til fordel for en mere personlig version af menneskets første rejser væk fra den blå planet.

Chazelle gør sit bedste for at vise, at månelanding ikke så meget skete på grund af menneskets store kundskaber, som på trods af det umulige ved projektet.

I First Man er rumrejser som regel ikke majestætiske begivenheder der fører til det smukke kosmos, men mere en form for dumdristig iver efter opdagelse.

Når den er bedst giver First Man, hvad der virker som, et af de mest realistiske bud på virkelige rumrejser set på film.

Hos Chazelle er turen ud i det uendelige mørke ikke i familie med Kubricks rumballet. I stedet føles Armstrongs ture udenfor jordens atmosfære – kulminerende med den mest berømte – som at være fanget i en tom konservesdåse der bliver brugt til en omgang rundbold.

Alle skruer knirker, metallet knager og det fantastisk imponerende lyddesign giver effektivt illusionen af at publikum selv har tonstunge raketter under sig.

Imens flimrer Linus Sandgrens smalfilms-lignende billeder klaustrofobisk forbi og forvandler det uendelige univers til mørke kun brudt af enkelte lysglimt.

Det er intet mindre end fremragende, og Chazelle leverer med First Man et af filmhistoriens bedste filmiske bud på rumrejser.

First Man anmeldelse
Foto: UIP

Men First Man er også historien om en mand – som de fleste af Chazelles film – der ofrer kærligheds og familieliv for sin brændende passion.

Og det er her, i pauserne mellem rumrejserne, at First Man ryger ned på jorden igen.

For der er aldrig tvivl om hvor engagementet ligger i First Man. Det ligger i Ryan Goslings blik mod stjernerne, og ikke i den lille familie Goslings Armstrong har på sidelinjen.

First Man gør sit bedste for at gøre det jordiske drama lige så bevægende som rumrejserne er spektakulære, men det bliver aldrig rigtigt overbevisende.

Gosling er solid som den stoiske Armstrong, men forsøget på at bruge astronautens afdøde datter til motivation for rumprojektet klinger aldrig helt rent.

Dramaet bliver simpelthen aldrig så overbevisende som rumrejserne.

First Man anmeldelse
Foto: UIP

Det er især fordi Claire Foy leverer en imponerende præstation som Janet Armstrong, der må se til fra sidelinjen mens hendes mand igen og igen sætter livet på spil.

Desværre bliver hendes karakter aldrig rigtigt integreret i historien, og Neil Armstrong forbliver en sært uudgrundelig figur.

La La Land-instruktøren Chazelle sætter som altid manden, der tør ofre alt i jagten på sit ekstraordinære talent i centrum, men han leverer – igen – ikke nok følelsesmæssig indsigt til at konsekvenserne af den slags opførsel bliver mere end en sidebemærkning.

First Man anmeldelse
Foto: UIP

First Man havde stået langt stærkere, hvis Armstrongs personlige rejse havde vækket lige så meget følelsesmæssig genklang som rumrejserne.

Det gør den ikke.

Til gengæld er vejen til månen skildret decideret mesterligt, og da filmen når sit endelige mål og Justin Hurwitz’ fremragende musik løfter den visuelt blændende finale, så er det næsten til at tilgive, at First Man ikke bringer sit publikum så meget som et lille skridt tættere på sin hovedperson.

First Man er en svimlende biografoplevelse, men den er langt bedre til at skildre Armstrongs rejse til månen end hans indre rejse.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer