The Man Who Stole Banksy anmeldelse: Gadekunstens tempo
Det går stærkt i The Man Who Stole Banksy. Sådan virkelig stærkt.
Men gadekunst, som instruktør Marco Proserpios dokumentar handler om, går selvfølgelig også hurtigt.
Eller, det er i hvert fald ofte flygtigt.
For gadekunstnerne bruger det offentlige rum – eller i en anden optik: privat ejendom – som deres kanvas. Af samme grund skal de arbejde hurtigt, og af samme grund er deres værker ofte midlertidige.
Men hvad sker der, når gadekunst fjernes fra sin kontekst, og får permanent plads på gallerier og museer?
Er det ok, at ejeren af en palæstinensisk bygning prydet med et politisk værk af Banksy vælger, at pille muren forsigtigt ned og sælge værket til højestbydende?
Ødelægger det kunstnerens intentioner at bevare gadekunstværker, eller har kunstverdenen at ansvar for at bevare værkerne for eftertiden?
Der er nok at diskutere i The Man Who Stole Banksy, og Marco Proserpios film er klart bedst, når den dykker ned i den lidt langhårede akademiske diskussion om gadekunstens plads i kunsthistorien og dens etiske implikationer.
Der er et stort spænd mellem den Palæstinensiske forretningsmand, der sælger det Banksy-værk, filmen tager udgangspunkt i og så gadekunstnerne, der plæderer for værkernes ret til at leve og dø i det offentlige rum uden kommerciel interesse.
Det er en kompleks problemstilling, og The Man Who Stole Banksy går energisk til værks i at oprulle den.
Pulserende musik og Iggy Pops rustne fortællerstemme konkurrerer om opmærksomheden, i en film der prøver at fange lidt af gadekunstens rebelske attitude.
Tempoet er højt, mens filmen springer fra den ene historie til den anden. Det er er til at forstå hvorfor. For at fange den fulde kompleksitet skal vi både høre om en Palæstinensisk taxachauffør og en dansk galleriejer.
For at fangen helheden er det nødvendigt at høre om de bizarre enkeltdele.
Problemet er, at det går for hurtigt.
Selvom det energiske klippetempo til tider er underholdende, så kunne The Man Who Stole Banksy have nydt godt af lidt mere tid i klipperummet.
De mange tråde har svært ved at smelte sammen.
Hvorfor hører vi for eksempel så meget om den palæstinensiske original Walid The Beast, der egentlig viser sig kun at være The Man Who Helped Steal Banksy, mens en anden stod for selve tyveriet.
The Man Who Stole Banksy kigger ham over skulderen i det lokale fitnesscenter, som var den en portrætfilm, fortæller om tyveriet af det specifikke Banksy værk i Palæstina og vil samtidig give et overbliksbillede over gadekunstens betydning.
En af de historier havde været rigeligt, to havde måske kunne gå, men alle tre resulterer desværre i en film, der bliver for rodet.
De mange perspektiver smelter aldrig sammen til en større helhed, også selvom de hver især har underholdende og interessante aspekter.
Måske gik det hele alligevel lidt for stærkt.
Hjertet i The Man Who Stole Banksy er en interessant diskussion om gadekunst, men den drukner desværre næsten i en lidt for rodet film.