Bohemian Rhapsody anmeldelse: Glittet portræt

Måske findes der en anden udgave af Bohemian Rhapsody i en parallel dimension.

En udgave hvor Sacha Baron spiller en vellignende Freddie Mercury.

Det er en film, der for alvor dykker ned i bandets historie, og især i frontmandens utæmmelige talent, men også i detaljerne i hans vilde livsstil og selvfølgelig den tragisk tidlige afslutning på hans liv.

Det er en film, der føles som om den handler om virkelige mennesker mere end rocklegender.

Bohemian Rhapsody er ikke den film.

Men det er sådan set også tarveligt, at sammenligne Bohemian Rhapsody med det, den kunne have været.

Især, når det den er, er så forbandet underholdende.

Bohemian Rhapsody er et glittet portræt af det glittede britiske rockband og selvfølgelig en af de mest legendariske troldmænd nogensinde.

Og selvom det ikke ligefrem er den mest dybdegående gennemgang af Queens historie, så er resultatet blevet en fængende fejring af det legendariske band.

Rami Malek leverer en stærk præstation i front.

Selvom der er åbenlyse fysiske forskelle – Maleks kæmpe øjne – så overkommer den unge skuespiller det med en præstation der både fanger det skælmske og det sårbare i sangerens udstråling.

Og på scenen laver Malek en noget nær perfekt imitation af en af de bedste optrædende nogensinde – lidt af en bedrift.

Han støttes af Ben Hardy, Joseph Mazello og Gwilym Lee, der godt nok ikke får helt så meget spilletid i deres roller som resten af bandet, til gengæld ligner de dem på en prik.

Og så er der selvfølgelig musikken.

Bohemian Rhapsody anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Hvis du decideret hader Queen (Hvem er du?!) er der muligvis ikke meget at komme efter. Men selv den mindste kærlighed til bandets storslåede poprock løfter Bohemian Rhapsody.

Malek får selv lov til at synge lidt, men støttes også af den ægte vare og en Mercury-imitator, og resultatet er imponerende godt.

Filmen kommer rundt om alle de store hits, der hver får deres egen obligatoriske lille anekdote, der næppe byder på meget nyt for fans, men til gengæld er ekstremt hyggeligt.

Det samme gælder for Mercurys personlige historie, der kun ganske blidt dykker ned i sangerens store ensomhed og stofmisbrug.

Lucy Boynton spiller Mercurys hårdt prøvede forlovede, der bevarede et livslangt venskab med sangeren, også efter han sprang ud som homoseksuel.

Bohemian Rhapsody anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Forholdet mellem de to er filmens hjerte, men som alle andre aspekter af filmen bliver det aldrig for alvor nuanceret.

Bohemian Rhapsody stiller sig nemlig tilfreds med at slå smut hen over Queens historie, men sikke underholdende smut!

Det er svært at stå for når Mike ‘Party On!’ Myers indforstået og fjollet får lov til at spille produceren, der afviser Bohemian Rhapsody.

Eller når en rekonstruktion af den oprindelige video til det legendariske nummer er baggrund mens en række dårlige anmeldelser af det, vi nu ved, er en rockklassiker eksploderer ud af lærredet.

Eller hvad med da 20th Century Fox logoet toner frem i filmens begyndelse med Brian Mays karakteristiske guitartone på lydsiden.

Hvis du kan stå for det, er du et hårdere menneske end jeg.

Bohemian Rhapsody anmeldelse
Foto: Nordisk Film

Men jeg tvivler for alvor på at de fleste kan står for filmens store finale, der lader en enormt imponerende genskabelse af bandets ikoniske Live Aid koncert være filmens følelsesmæssige højdepunkt, der nok vil gøre de fleste Queen-fans’ kinder våde.

Her slutter Bohemian Rhapsody, mens Queen er på toppen, og levner ikke plads til bandets mere triste resterende år.

For at se den historie, må du til et parallelt univers.

I mellemtiden kan du så nyde den ubetingede heltehyldest i Bohemian Rhapsody.

Bohemian Rhapsody er en ren fest. En ubetinget hyldest til Queen der, på trods af at være lige lovligt sukkersødet, må være det næstbedste efter at have set bandet i aktion.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer