The Girl in the Spider’s Web anmeldelse: Salander, Lisbeth Salander

Lisbeth Salander har altid været det bedste ved de såkaldte Millennium-bøger.

Hun er både en fantastisk, og en fantastisk fjollet karakter. En samling forskellige klicheer holdt sammen af hættetrøje, læderjakke og tatoveringer, der på en eller anden måde er blevet ikonisk.

Uden hende var serien aldrig blevet så populær, og vi havde med sikkerhed ikke set både skandinaviske og amerikanske filmatiseringer af Stieg Larssons bøger.

Faktisk er hun blevet så populær, at hun har fået sit eget liv. Bøgerne er fortsat efter forfatterens død, og det er da også en af de nye bøger, der danner relativt løst forlæg for denne nyeste filmatisering.

Men der er nye boller på suppen i Salander-land.

Gyser-instruktør Fede Alvarez har overtaget serien efter David Finchers selvhøjtidelige og ambitiøse The Girl With the Dragon Tattoo, og han har klogeligt valgt at sætte Salander i fokus.

Alvarez fejer ambitionerne om at være en tung og engagerende thriller – der, efter min mening alligevel aldrig rigtigt klædte de sleazy Millenium-historier – væk, og i stedet er The Girl in the Spider’s Web en godt sammenskruet actionfilm, der sætter Lisbeth Salander midt i en knaldroman-agtig fortælling.

Salander er stadig lige sej. Eller, måske i virkeligheden endnu sejere i den talentfulde Claire Foys skikkelse. Hun får hurtigt gjort Lisbeth til sin egen, selvom den sortklædte hacker stadig er til at genkende.

Men hun er blevet dygtigere. Meget dygtigere.

Faktisk forvandler The Girl in the Spider’s Web Salander til en superhelt. En slags Batman – komplet med sort motorcykel og bil – der hævner forurettede kvinder.

Kort tid inde i The Girl in the Spider’s Web, har Salander både undgået en brandbombe ved at springe ned i et badekar, og undveget politiet ved at køre sin motorcykel over en tilfrosset sø.

Det er rimeligt langt fra både Finchers dunkle thriller eller vores egen nordic noir som Salander var med til at føde.

Men tjuhej-stilen klæder faktisk den pulpede Salander-figur.

Som en anden Jason Bourne eller James Bond er hun på jagt efter koder til et højteknologisk missilsystem.

I skyggerne venter en nemesis. En forladt søster, i Sylvia Hoeks skikkelse, der er cirka lige så blond og ondsindet som Salander er sorthåret og godhjertet.

Det er cirka lige så klichetungt, som det er underholdende.

I mellemtiden har Salanders hacking-evner forvandlet sig til noget, der ligner magi, og hun er altid mindst tre-fire skridt foran skurkene.

Det er derfor mildest talt ikke nuance, du skal se The Girl in the Spider’s Web for.

Men Fede Alvarez instruerer heldigvis så veloplagt, at man – næsten – glemmer den fjollede historie.

Alvarez kan ikke dy sig for at hive sin hårdtslående horror-baggrund ind, med små morbide detaljer, som en mand der har mistet næsen, eller en åben flænge i skulderen, der først lukkes med superlim og siden med hæfteklammer.

Sofistikeret er det ikke, men tempo og underholdningsværdi er i top.

Det er til gengæld ærgerligt at filmskaberne har følt sig tvunget til at involvere bøgernes Mikael Blomkvist. Blomkvist viser sig at være en noget utaknemmelig rolle for Sverrir Gudnason, der ender med at sætte filmens tempo for langt ned med papirnussende plotroderi.

For plottet er aldrig andet end en fjollet undskyldning for at få Lisbeth Salander til at se sej ud, og i den hensigt lykkes The Girl in the Spider’s Web til fulde.

Forlad bare alle rester af sammenhæng med bøgerne i en eventuel næste film. Jeg er allerede klar til at se Salander tage ud i rummet, kæmpe mod Thanos eller score Bond-babes.

Hun ville passe fint ind.

Lisbeth Salander har aldrig været sejere. The Girl in the Spider’s Web er et forbavsende godt bud på en moderne kvindelig actionhelt, selvom fans af bøgerne muligvis vil græmme sig.