Le grand bal anmeldelse: Den ældgamle dans
En arbejdsdag som filmanmelder, kan hurtigt føre nogle overraskelser med sig.
Om formiddagen er man inviteret til en stiliseret udforskning af menneskelig intimitet, der vandt Guldbjørnen i Berlin.
Den var fuldstændig livløs.
Om eftermiddagen sidder man så i Cinemateket bænket til en film, der placerer publikum som flue på væggen til en kæmpe dansefestival.
Og så viser dansefilmen sig sgu at være en meget bedre skildring af menneskelig intimitet og ømhed.
Instruktør Laetitia Carton byder sit publikum op til dans på en af verdens absolut største dansefestivaler i Auvergne.
For meget lidt dansende typer som undertegnede, lyder det som lidt af et mareridt.
Cartons observerende men medlevende kamera fanger da også smertelige dele af den ellers pulserende festival.
Det er nemlig ikke så sjovt at være til dansefestival, når man ikke bliver budt op.
Det forklarer en ung kvinde i en af filmens forbløffende få samtaler, og giver dermed et indblik i de uskrevne regler, der hersker på en festival, hvor polka er mere udbredt end rockmusik.
Hvis man ikke tør opleve den form for afvisning, så må Le grand være noget nær det tætteste man kommer på selv at opleve festivalen.
I varme billeder byder Le grand bal indenfor i dansens univers. Et svajende, svedende og sansende et af slagsen.
Sjældent har jeg været vidne til en større forsamling af mennesker – over 2000 samles i Auvergne for at danse – hvor alle ser smilende henførte ud.
Ung som gammel. Alle er der af samme årsag, dansen.
Og selvom man ikke normalt er den første på dansegulvet, så er det altså svært at holde fødderne stille, mens Le grand bal ruller over lærredet. Det er en film, der udstråler livsglæde i så stor en mængde, at det er helt umuligt ikke at blive smittet.
Med præcis klipning og smukke kamerabevægelser viser Carton både dansen som en pulserende rytmisk masse af mennesker, men måske endnu mere rørende plukkes individerne også ud.
To søstre danser henført med hinanden, et ældre par svømmer væk i salig fryd mens to mænd er dybt koncentrerede om at placere fødderne de rigtige steder.
Alle som en har tydeligt glemt alt omkring sig, i de minutter dansen varer.
Samme meditative effekt har Le grand bal, hvis 95 minutter føles lidt som at blive sat i en frydefuld trance.
Kun enkelte gange brydes magien.
Det gælder særligt, når instruktøren selv bryder ind med en lommefilosoferende fortællerstemme, der forsøger at verbalisere alt det, billederne ellers fortæller så effektivt på egen hånd.
Den kunne jeg godt have undværet.
Men det er nu hurtigt tilgivet, når Le grand bal byder op til endnu en sanseligt humørløftende svingom.
Så er det næsten som om, man selv kan danse.
Le grand bal er en sanselig og bevægende filmisk svingom, der byder op til dans på en af verdens største dansefestivaler.
