Overlord anmeldelse: De glemte helte

Måske har jeg bare ikke set nok History Channel.

Inden jeg så Overlord, havde jeg i hvert fald ikke hørt om de helte der banede vejen for landgangen på den ikoniske D-Dag.

Hvorfor er der ingen, der har fortalt mig, at en lille gruppe overlevende amerikanske soldater, kæmpede sig vej ind på en tågeindhyllet Nazi-borg natten inden D-Dag.

Der må da næsten være en eller anden dokumentar, der har fortalt historien om, hvordan de samtidig kæmpede for at befri en lokal fransk landsby fra nazisternes læderhandske-klædte greb.

Jeg ville ellers have troet, at de hemmelige livsforlængende eksperimenter på naziborgen og de dertil hørende monstre, ville have fået relativt stor plads i historien om 2. Verdenskrig.

Nåh, men nu har jeg i det mindste instruktør Julius Averys filmudgave af de sande begivenheder.

Men selvom Overlord tager udgangspunkt i virkeligheden, så føles den nu mere som et afsnit af The Twilight Zone. Men det er også J.J. Abrams produktionsselskab Bad Robot, der står bag nazi-løjerne, så det er måske ikke så overraskende.

Selvom Overlord ikke er del af Cloverfield-universet, så passer den alligevel fint ind i selskabets portefølje af overraskende vellavede genreproduktioner.

Overlord anmeldelse
Foto: UIP

Der er unægteligt noget pulpet ved en historie, hvor en lille gruppe mænd på en mission sættes op mod pseudo-okkulte nazister i den mørke nat, og Overlord viger da heller ikke væk fra sit knaldroman-potentiale.

Overlord er uden sammenligning Bad Robots blodigste film, og den byder på rigeligt med skumle eksperimenter i kolde kældre, blod og flammekastere.

Men det bedste ved Overlord er egentlig, at den tager sig selv overraskende alvorligt.

På trods af en historie, der er mere Wolfenstein end Saving Private Ryan, så blinker Overlord kun sjældent til kameraet.

Overlord anmeldelse
Foto: UIP

Filmen giver overraskende god plads til sine karakterer, og går mere efter intense gys end campede nazi-løjer, hvilket er yderst beundringsværdigt.

Det betyder ikke at Pilou Asbæk ikke får lov til at skrue op for charmen i en scenestjælende præstation som pomade-friseret nazi-officer med hudproblemer.

Eller at de blodige – og overvejende u-digitale – effekter er splattende tilfredsstillende, særligt i filmens mere løsslupne sidste tredjedel.

Men det er alligevel rart at Overlord hovedsageligt går uden om den selvbevidste ironi, som den slags historier normalt serveres med.

Samtidig er der tryk på kedlerne i fortællingen, der aldrig stopper op længe nok, til at man når at tænke over de mere utroværdige dele af plottet.

Overlord anmeldelse
Foto: UIP

At Overlord ikke helt opfylder sit potentiale skyldes mere de tyndbenede karakterer, der ikke helt har kød nok på (i flere tilfælde helt bogstaveligt) til at passe ind i filmens overraskende alvorlige tone.

Kurt Russels søn Wyatt Russel er præcis så badass, som man kunne håbe, men hans moralsk anløbne barske løjtnant er også umanerligt enstrenget.

Det samme gælder for den mere uskyldige hovedperson Boyce, der er lige heroisk nok og ikke giver Jovan Adepo mulighed for så meget andet end at stirre med store øjne på rædslerne omkring sig.

Overlord anmeldelse
Foto: UIP

Til gengæld kan jeg så glæde mig over, at karakteren Boyce lærte mig lidt flere historiske fakta.

Åbenbart tillod den amerikanske hær, at afroamerikanere kæmpede med i krige på lige fod med andre.

Så ved man det. Den amerikanske stat var ikke racister, og nazi-zombier var voldsomt involveret i 2. Verdenskrig.

#flerenazizombiefacts

Overlord er ustoppeligt underholdende. Pilou Asbæk er veloplagt sprælsk som skurk i denne kulørte omgang nazi-gys.

4 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer