Touch Me Not anmeldelse: Det er alvorligt det her

Jeg tror, der bliver grinet sådan cirka to gange gennem de cirka 2 timer Touch Me Not varer.

Det sker lige omkring det punkt, hvor en tysk transseksuel introducerer sine bryster, med navne som jeg ikke helt kan huske nu, men lad os sige Gütte og Rita.

Det er også sjovt.

Men da de to medvirkende i scenen, inklusive det tætteste Touch Me Not kommer på en hovedperson, Laura, fniser lidt, virker det mere som en fejl.

For Touch Me Not er cirka så selvhøjtidelig, som det er muligt for en kunstfilm at være.

Den midaldrende Laura vandrer i gråtonede billeder gennem en moderne bygning – et hospital måske? – hvor hun gennem glasruder stirrer på intimitet mellem andre.

Hvis du ikke fanger den elefant-tunge metafor, og filmens titel også er gået dig forbi, så er det fordi Laura har svært ved at blive rørt.

Hun higer efter menneskelig kontakt, men ved ikke hvordan hun skal få den.

Det bruger Touch Me Not som en vag rød tråd gennem en kæde af scener, der udforsker intimitet.

Den hårløse Tomas udforsker den handicappede Christians ansigt med hænderne.

En sex-terapeut forsøger at hjælpe Laura med fysisk terapi.

Og det hele er dybt alvorligt.

Touch Me Not anmeldelse
Foto: Øst For Paradis

Det synes instruktør Adina Pintille i hvert fald. Hun finder også plads til sig selv i filmen, hvor hun i farvedrænede billeder stirrer tungt ind i kameraet.

Hun har også problemer med intimitet, forklarer hun.

Så er vi tilbage i den halvdokumentariske fortælling, hvor alle nu er på sex-klub. Der er godt med nøgenhed, mens eksperimenterende atonal musik fylder lydbilledet.

Men Pintille har ikke brugt alle værktøjerne fra kunstfilmens ABC endnu. Hun ved da godt, at en sex-klub kun kan vises i flimrende stroboskop-lys. Så det får vi også.

Vi skal jo ikke glemme, at det er alvorligt det her.

Touch Me Not anmeldelse
Foto: Øst For Paradis

Imens kastes forskellige ideer op på lærredet. Ideer om at være tryg i sin egen krop, om at have plads til andre mennesker om det uundværlige i at blive rørt.

Men det hele serveres så livløst, at de gode intentioner er fuldstændigt ligegyldige.

Den legesyge, der er afgørende for al menneskelig intimitet er fuldstændigt væk i Touch Me Not. Tilbage står en indadvendt kunstfilm, der i perioder næsten virker som en parodi på sig selv.

Ironisk nok fremstår den ikke favnende for andre end instruktøren selv.

Eneste lyspunkt er den karismatiske handicappede Christian, der havde været bedre tjent i en kort portrætfilm kun om ham.

I Touch Me Not forsvinder han mellem navlefnulleret.

Da Laura til sidst skal danse nøgen, nu befriet fra sin byrde, og instruktøren opsummerer sit værk med en monolog, der lyder som et dårligt digt skrevet på efterskole, var jeg efterladt fuldstændigt kold.

Ikke så heldigt for en film om intimitet.

Touch Me Not kravler langt ned i sin egen navle og lægger sig i fosterstilling. De få interessante personskæbner drukner i en alt for selvhøjtidelig film.

2 af 6 stjerner anmeldelse

Facebook kommentarer