Kvinde på krigsstien anmeldelse: Den løftede pegefinger
Åh nej.
Man kan næsten allerede mærke luften fra den pendulerende løftede pegefinger, når man hører beskrivelsen af instruktør Benedikt Erlingssons nyeste film.
Kvinde på krigsstien handler nemlig om en midaldrende miljøaktivist, der på egen hånd går til angreb på Islands storindustri.
Hvis det ikke har potentiale til at blive halvanden times politisk moraliseren over klimaet og menneskets indvirken på det, så ved jeg ikke, hvad har.
Og Kvinde på krigsstien har da også en pegefinger gemt bag sine smukke billeder. Ikke mindst i en slutning, der med et slående billede sætter de hyperaktuelle klimaforandringer i centrum for filmen.
Men den er heldigvis mindst lige så interesseret i andre ting.
Først og fremmest er den interesseret i sin hovedperson; den 49-årige korleder Halla, der i sin fritid saboterer den lokale industri bevæbnet med bue og pil.
Hun spilles med stor præcision af Halldóra Geirharðsdóttir, som en kvinde der helhjertet har viet sit liv til en sag.
Og det er ikke en amatøroperation Halla kører.
Stålsat og med insiderviden fra de politiske magter udfører hun sine komplekse angreb mod storforurenerne, mens myndighederne jager hende med alt, hvad de har.
Angrebene skal lede op til et endeligt manifest, men Hallas liv kompliceres, da et gammelt ønske om adoption pludselige bliver højaktuelt igen.
For pludselig er der måske et andet liv på spil end kun Hallas eget, når hun risikerer fængselsstraf, og det der er værre i sine operationer.
Det lyder måske som en alvorlig sag, men Kvinde på krigsstien er heldigvis charmerende humoristisk i sin fremstilling af den sweater-klædte Halla og hendes trængsler.
Kvinde på krigsstien er spækket med humor af den knastørre slags, og selvom den tydeligvis har respekt for sin hovedpersons mission, er den heller ikke bange for at udpege hendes svagheder.
Det gør den klart og tydeligt i instruktør Benedikt Erlingsson klare filmsprog.
Erlingsson byder ikke kun på elegante panoramaer af den islandske natur i Bergstein Bjögúlfssons minutiøse billeder og præcise kamerabevægelser.
Han leverer også en fantastisk leg med filmens virkelighed og samspille med den suveræne musik af Davíð Þór Jónsson, der starter som en joke, men ender rørende.
Når filmen så samtidig er en rørende fortælling om længslen ved uforløst moderskab, og i en periode forvandler sig til en slags øko-actionthriller, så er det altså svært ikke at bliver overtalt.
Resultatet er, at Kvinde på krigsstien ender som langt mere end en løftet klima-pegefinger.
Selvom vi nu også kan have godt af sådan en.
Husk nu at stemme til begge valg!
Den fremragende Kvinde på krigsstien leverer både oprigtig hjertevarme, politisk slagkraft og humor så tør, at man har brug for et glas vand bagefter.
