Det vilde pæretræ anmeldelse: Solskin og filosofi
Ret skal være ret. Det kræver en vis tålmodighed at værdsætte instruktør Nuri Bilge Ceylans nyeste film.
Ikke alene består den hovedsageligt af eksistentielle og filosofiske samtaler om tunge emner som kunst, politik og religion. Den er også både tyrkisk og over 3 timer lang.
Alene den kombination skræmmer en del væk fra biograferne.
Men selv os, der ikke automatisk bliver skræmt væk ved tanken om en tyrkisk helaftensfilm, vil nok få testet tålmodigheden på et tidspunkt i Ceylans film.
Der er nemlig øjeblikke, hvor Det vilde pæretræ krydser over grænsen fra det eftertænksomt meditative til det kedelige.
Men i størstedelen af sine 188 minutter er Ceylans film heldigvis en fornøjelse.
Og den imponerende længde lader unægteligt Det vilde pæretræ udfolde sig i en litterær skala. Den dvælende film føles i sine bedste passager som klassisk litteratur eller drama.
Måske er det derfor hovedpersonen vækker minder om Erasmus Montanus.
Sinan vender nemlig som Erasmus hjem til sin barndomsby kort efter han er udklækket fra universitet. Med sig har han en færdig roman og drømmen om at udgive den som starten på en storslået forfatterkarriere.
Men tilbuddene om udgivelse har ikke strømmet ind, og nu satser Sinan på at bogens lokale forankring kan skaffe ham finanser i den lille by.
Også selvom det mere er en Erling Jepsen-style udlevering af det simple samfund end en naturguide.
Og som Erasmus er Sinan ikke altid en specielt sympatisk hovedperson.
Han er åbenlyst bedrevidende, også overfor sine forældre, der inkluderer en lettere excentrisk og drømmende far.
Og det er netop grænselandet mellem livsdrømme og den hårde virkelighed, som Ceylans film bevæger sig i.
For måske er Sinans intellektuelle ambitioner ikke kun urealistiske, måske er de slet ikke værd at stile efter.
Det tema udforsker Ceylan gennem lange velskrevne samtaler, der kombinerer detaljerig dialog med overraskende naturligt skuespil.
Det hele føles lidt som en – endnu – mere filosofisk udgave af Richard Linklaters Before-trilogi, hvor lange eftertænksomme samtaler får lov til at bære filmen.
Det betyder heldigvis ikke af Det vilde pæretræ ikke er filmisk.
Gökhan Tiryakis solbadede billedside er ualmindeligt smuk, og instruktør Ceylan lader naturen være lige så stor en spiller både lydligt og visuelt, som hovedpersonen er det.
Og imens Sinan driver gennem samtaler med forfattere, imamer og tidligere kærester indser både han og vi, at han måske har mere tilfælles med sin drømmende far, end han vil stå ved.
Den rejse er værd at opleve i biografen, også selvom et ordentligt bæger tålmodighed måske er bedre at medbringe end en stor sodavand.
Det vilde pæretræ er en eftertænksom og billedskøn rejse ind i grænselandet mellem livsdrømme og den virkelighed, der ikke altid lader dem ske fyldest.
