Black Panther: Wakanda Forever anmeldelse: Værdig afsked og ny begyndelse

Black Panther: Wakanda Forever holder fanen højt fra sin forgænger. Heldigvis.

Filmen lægger ud med en rørende afsked med T’Challah — og nok endnu mere tragisk afdøde Chadwick Boseman — og konsekvenserne af det tab strækker sig hele vejen igennem den ikke ubetydelige spilletid.

Men Bosemans død bliver aldrig håndteret plat. Fra et ændret Marvel-logo til filmens sidste rørende scene føles Black Panther: Wakanda Forever som en respektfuld afsked med både skuespilleren og helten.

Bare rolig, Marvel hiver heldigvis ikke en computeranimeret Boseman op af hatten.

I stedet holder instruktør Ryan Coogler tungen lige i munden og leverer en endnu mere ambitiøs opfølger til sin første superheltefilm.

Wakanda Forever har travlt.

Ikke alene skal der tages afsked, der skal også siges goddag til både nye helte og skurke, udrulles et gigantisk familiedrama, snakkes geopolitik og leveres afrofuturisme.

Men blandingen lykkes faktisk, i hvert fald nok til at gøre Wakanda Forever til en af de bedste film blandt den nye stime af Marvel-film.

Stærkest står det Shakespearanske familiedrama i den Wakandaske kongefamilie.

Denne gang får Danai Guriras badass af en kongevagt, Angela Bassetts stolte men sårede dronning og særligt Letitia Wrights sorgramte Shuri lov til at stjæle billedet.

Og det gør de med bravur. Under Ryan Cooglers personinstruktion tager de denne afkrog af Marvel Universet dødsens alvorligt, og for en gangs skyld hos Marvel føles det virkelig som om, noget er på spil.

De får følgeskab af blandt andet Tenoch Huerta, der leverer en nuanceret skurk, der næsten lever op til Michael B. Jordans facetterede Killmonger fra den første film.

Den følelsesmæssige slagkraft er både klædelig og gribende for en filmserie, der for ofte forsvinder ud af hovedet lige så hurtigt som den kommer derind.

Og så føles Wakanda Forever stor.

Fotograf Autumn Durald Arkapaw laver billeder skabt til det store lærred og ikke til Disney+, selvom Wakanda Forever — præcis som resten af Marvel-universet — godt kunne bruge en klarere visuel identitet.

Wakanda Forever skuffer ikke.

Men præcis som den første film i serien, lever den heller ikke helt op til sit potentiale.

For Wakanda Forever forfalder desværre for ofte til den slags vægtløs computeraction, som efterhånden er en svøbe for Marvel universet.

Actionsekvenserne — som burde være dramaets højdepunkt — føles for ofte som mekaniske tilbygninger til filmen uden forbindelse til fysikkens love eller bare grundlæggende spændingsopbygning.

Og det er desværre en kæmpe torn i øjet på det saftige drama, og et problem for en superheltefilm, at de superheoriske udfoldelser er filmens absolut mindst interessante del.

Men så kan man jo i stedet fokusere på Ludwig Göranssons fremragende soundtrack og Ruth E. Carters blændende kostumer.

Og så først og fremmest tilfredsheden med at Wakanda Forever er en værdig afsked til Chawick Boseman og en værdig velkomst til en ny Black Panther.

Det saftige Shakespearanske drama og fremragende skuespil placerer Wakanda Forever i den solide ende af Marvel-universet, selvom filmen skal trækkes med uværdige actionscener.