Fædre og mødre anmeldelse: Store forventninger

Paprika Steens første film som instruktør Den tid på året er for god.

En næsten perfekt blanding af ensemble-galskaben fra Clue, John Cassavetes-lignende fokus på relationer, Woody Allens småneurotiske dialog og selvfølgelig dansk folkekomedie.

Jeg har set den en gang om året siden den udkom i 2018, og jeg har ikke tænkt mig at stoppe nu. Den tid på året hører til blandt de bedste danske komedier nogensinde.

Men filmen var åbenbart for god. Den har i hvert fald hos mig skabt ekstremt høje forventinger til opfølgeren fra makkerparret Paprika Steen og manuskriptforfatter Jakob Weis; Fædre og mødre.

Forventninger, som filmen ikke helt kan leve op til.

Det er selvfølgelig tarveligt at se en film i sammenligning med en anden. Men Fædre og mødre gør det altså svært at lade være.

For det er noget nær samme geniale opskrift Steen og Weis hiver frem i deres anden film.

En hitparade af gode danske skuespillere, spiller karakterer som hives ud af deres normale sammenhæng og smides ind i en relaterbar situation, der sætter deres relationer under lup.

Igen skal de voksne udstilles som barnlige, mens børnene er de uskyldige, og usagt drama skal levere oprigtig smerte blandt de karakterdrevne grin.

Men selvom Fædre og mødre er en solid komedie — og det er den heldigvis — så rammer ingen af dens enkeltdele helt så hårdt som i Den tid på året.

Det største problem for mig er, at relationerne mellem gruppen af forældre til en 6. klasse, simpelthen ikke er lige så stærke, komplekse og relaterbare, som de fantastisk skrevne familierelationer var det i Steens tidligere film.

I stedet for at fokusere på trængslerne som forældre, lader Fædre og mødre børnene træde i baggrunden til fordel for en næsten satirisk fortælling om gruppementalitet, der lidt for mange gange slår den samme pointe fast.

De voksne opfører sig stadig, som da de selv gik i skole.

Løjerne handler om kliker, drillerier og skjulte forhold præcis som i skolegården, bare tilsat forældrenes forstillelse.

Det er ofte sjovt, men også langt mere episodisk og markant mindre bevægende end tilfældet var det med den første film.

Og til tider ofres karakterernes kompleksitet for det karikerede. Det er da skægt, når familiefædrene allerede på en lejrturs første aften drikker sig så fulde, at de som hulemænd danser om bålet indsmurt i mudder.

Men det føles ikke specielt troværdigt.

Og det var netop den skrøbelige og ekstremt svære balance mellem det sjove, karikerede, troværdige og bevægende som Steen og Weis viste sig så gode til at mestre i den første film.

Fædre og mødre er altså ikke det mesterværk af en opfølger, jeg havde håbet på.

Men ærlig snak, det er jo også en helt urimelig filmanmelder, der sætter sig til rette i biografstolen og forventer et mesterværk.

Og mindre kan heldigvis gøre det.

Fædre og mødre løfter sig stadig over langt de fleste danske komedier, og den er propfyldt med smågeniale optrin og replikker.

Og så selvfølgelig et hold af ualmindeligt veloplagte skuespillere.

Lars Brygmann er helt suveræn som en gangsterboss af en rektor, der blandt andet får lov til at spise et stykke bradepandekage præcis så alfahan-markerende som en gorilla i junglen.

Og Amanda Collin er uimodståeligt irriterende som klassens skiftevis tilbagelænede og udspekulerede børnepsykolog af en forælder.

Men hele castet — og selvfølgelig Steen som overlegen personinstruktør — leverer virkelig varen med upåklagelig komisk timing og sans for detaljen i deres karakterer, også selvom løjerne denne gang er i den mere overfladiske ende.

Det gør Fædre og mødre til en mere end seværdig komedie på sine egne præmisser.

Og så kan man jo bare vælge at ignorere urimelige filmanmeldere med alt for høje forventninger.

Men Steen og Weis kunne selvfølgelig også bare have ladet være med at lave så god en film i første omgang.

Fædre og mødre er en sprælsk komedie med overlegent skuespil, der nemt lægger sig nær toppen af danske komedier, også selvom den ikke helt lever op til sin forgænger.