Belle anmeldelse: Forbundet
Så er Mamoru Hosoda igen i gang med at fejre forbindelserne mellem os mennesker.
Det har den ekstremt dygtige japanske instruktør gjort før. I Hosodas sidste film Mirai var det familiens bånd — både de nuværende og dem der strækker sig langt tilbage i tiden — der bevægende blev illustreret og hyldet.
Men i sin nyeste film zoomer Hosoda ud. Helt ud.
For gennem sit selvopfundne digitale VR-univers U tager Hosoda sigte mod internettet og de både globale, grusomme og ægte forbindelser nettet kan leverer.
Og det mest overraskende ved Belle er faktisk, at den er en film om menneskers digitale liv lavet i 2022, som er håbefuld.
Vi er nok efterhånden mange, der sjældent føler den store optimisme, hvad angår internettets kraft, eller bare menneskeheden i det hele taget.
Men det gør Hosoda.
Det betyder ikke, at hans fortælling om den indadvendte unge pige Suzu og hendes ultrapopulære alterego Belle ignorere de giftige sumpe i menneskers tilgang til digital kommunikation.
Tværtimod.
U er et ofte nådesløst sted, hvor den største angst for de fleste er at blive afsløret som de virkelige mennesker de er.
Men først og fremmest er U en svimlende smuk legeplads, hvor man kan udfolde sit indre.
I en betagende åbningsscene smider Belle sit publikum ind i U, hvor Belle synger en banger af en åbningssang på ryggen af en flyvende blåhval, mens millioner af digitale avatarer svæver omkring hende.
Det er præcis så overvældende smukt, som det lyder.
U er selvfølgelig også en undskyldning for Hosoda til at kombinere animationsstile, som han også gjorde det i Mirai.
Alt inde i det digitale univers er lavet med blændende 3D-animation, mens Suzus virkelige og landlige verden er traditionel 2D-animation.
Nettes konstante strøm af meninger dukker op som hvide bobler i det digitale landskab, og teenageintriger illustreres som var de et traditionelt strategispil.
Det gør ikke overraskende Belle til en visuel perle som skabt til det store lærred. Godt hjulpet på vej af den mesterlige karakterdesigner Jin Kim, der har leveret fremragende arbejde hos Disney i årevis.
Imens bruger Hosoda fortællingen om Skønheden og udyret som decideret genial rygrad til sin fortælling om menneskehedens smukke indre. Disney-filmatiseringen spøger i baggrunden, mens Belle vender den films simple budskab på hovedet.
Der er også noget Disneysk i filmens brug af musik, der delvist forvandler Belle til en vellykket musical.
Som Makoto Shinkai og andre af japans nye blockbusterinstruktører er Belle et værk med de store følelser helt ude på tøjet, men med de klare kunstneriske ambitioner, der til tider mangler i den mainstream vestlige animation.
Det hele kulminerer da også i en bevægende og rystende smuk finale, der går til angreb på tårekanalerne og sender sit publikum ud af biografsalen med fornyet håb.
Vejen derhen når måske at blive lige lang nok, og et hold af digitale superhelte er en sjov, men også noget overflødig tilføjelse til filmens spilletid.
Men det er til at overse, i noget så usandsynligt som en livsbekræftende film om internettet.
Belle er både bevægende og blændende smuk, og noget så sjældent som en livsbekræftende film om internettet.
