Ernest & Celestine – Rejsen til Vrøvlistan anmeldelse: Ernest & Celestine-hyggen

At se Ernest & Celestine — både den første film, den efterfølgende serie og nu også denne nye efterfølger — er som at tage en dundyne over sig foran en knitrende pejs på en kold vinterdag.

Hyggen hos Ernest & Celestine kan simpelthen ikke overvurderes.

Det gælder heldigvis også for biografopfølgeren Ernest & Celestine — Rejsen til Vrøvlistan, der lander i biografen 10 år senere og med et næsten helt andet hold bag kameraet.

De nye instruktører har nemlig fuldstændigt styr på tonen og udtrykket i fortællingerne om venskabet mellem en mus og en bjørn baseret på Gabrielle Vincents — pennenavnet for Monique Martin — børnebøger.

Godt nok er stilen nu mere computerhjulpet end den oprindelige films mere originale udtryk, men Rejsen til Vrøvlistan er, som serie-forlægget, stadig blændende smuk.

For inkarnerede fans af de varmhjertede fortællinger — og det kan du hurtigt blive ved at fange den første film på Filmstriben og serien på DRTV — dykker rejsen til Vrøvlistan endda ned i hidtil uafklarede spørgsmål.

Den nye film tager nemlig på tur til Ernests hjemland og leverer afsløringer om hans ophav, der ikke skal afsløres her, men som er lige dele smågeniale og oprigtigt rørende.

Det giver som altid filmen en undskyldning for at være mere end bare en serie smukt animerede optrin.

Denne gang handler løjerne om ansvar, frihed og en snas om fascisme, alt sammen pakket ind i den efterhånden velkendte stil.

Og sikke en stil!

Ernest og Celestine efteraber effektivt de sarte akvarelbaserede illustrationer, som er deres ophav, mens animationen vækker dem til live, så man ønsker, at filmen aldrig slutter.

Intet billede er spildt, når filmen fylder hver eneste frame med karakter og historiefortælling.

Og filmens to pelsede hovedpersoner er stadig et makkerpar af de mindeværdige.

Ernest og Celestines venskab er både rørende og troværdigt, og som forælder er det svært ikke at skimte et forældre-barn forhold i den gensidige omsorg mellem de to elskelige karakterer.

Elskelige er også filmens nye karakterer, der introduceres i Vrøvlistan. Selv filmens skurke får nuancer.

Imens løber en tråd af fremragende musik igennem Rejsen til Vrøvlistan, der denne gang viser sig at være et afgørende plotelement, da Vrøvlistan tyrannisk har afskaffet alle andre toner end C.

Det giver filmen lejlighed til en række mesterlige påfund — blandt andet en imponerende fjollet klaverkoncert på kun en tangent — der gør at filmen aldrig sænker tempoet, uden at miste den varme tænksomhed, der gør Ernest og Celestine til noget særligt.

Læg oven i det, at de danske stemmeskuespillere gør det fremragende, og resultatet er en film med sjældent potentiale for at ramme alle aldersgrupper.

Der behøver med andre ord ikke gå 10 år mere, før den næste film i serien finder vej til det store lærred.

Det er sjældent, man har mulighed for at hygge sig helt så meget i biografen.

Ernest og Celestine — Rejsen til Vrøvlistan er en uimodståeligt charmerende og hyggelig biografoplevelse, der bygger videre på seriens hjertevarmende kvaliteter i en smukt animeret indpakning.