Ønskebarn anmeldelse: Interessant debut når ikke i mål
Vi får for lidt Danica Curcic.
For hver gang Curcic dukker op på lærredet, er hendes evner slående. Som få andre kan den danske skuespiller spille den del af isbjerget som er under vandet.
Uanset hvad hun siger og gør, føles det altid som om tonsvis af følelser gemmer sig under overfladen.
Og når de så slipper ud, følelserne, kan Curcic også levere, så man tror på det. Et enkelt skrig i Ønskebarn føles som om et ocean af smerte frigives.
Curcic er en kæmpe gevinst for enhver film hun er med i og således også for Ønskebarn.
Men Ønskebarn har nu heldigvis også andre kvaliteter.
Instruktør Cecilie McNairs spillefilmsdebut har ambitioner om at fortælle sin historie filmisk i stedet for kun med ord, og det gør den.
Fra filmens heftige første billede, der stirrer direkte på en livmoderhalsåbning, er tonen lagt for en film, der går direkte i kødet på ellers ofte tabuiserede emner som ufrivillig barnløshed og kunstig befrugtning.
Fotograf Sine Vadstrups kølige billeder fanger sin hovedperson, fertilitetslægen Hannah, i klaustrofobisk billedkomposition, format og scenografi, præcis så meget som Hannah er fanget i en krop, der ikke kan give hende det barn hun ønsker sig, uanset hvor meget hun prøver.
Imens leverer Ida Duelund Hansen oprigtigt urovækkende musik, der kombineret med effektivt og minimalistisk lyddesign fra Johannes Rose, næsten forvandler Ønskebarn til et gys.
Ønskebarn har et gennemtænkt og veludført udtryk.
Der er også antydninger af den virkelige verdens bodyhorror, når filmen detaljeret går ind i den både fysisk og psykisk smertefulde process det er, igen og igen, at gå igennem hormonbehandling og kunstig befrugtning.
Men Ønskebarn har nok mere til fælles med Darren Aronofskys udstryksfulde dramer om besættelse som Pi og Black Swan end Cronenbergs kropsforvandlinger.
For Hannah bliver selvfølgelig tiltagende desperat, og med hendes position som fertilitetslæge, skal der ikke mange gæt til, hvilke midler hun begynder at tage i brug.
Og det er desværre også her problemerne i Ønskebarn begynder at vise sig.
For filmen ofrer desværre for ofte troværdige karakterer til fordel for forudsigelig plotudvikling.
Hverken Hannah eller bipersonernes handlinger føles rigtigt forsvaret af indre psykologi, så meget som af manuskriptets ideer. Ideer man desværre har gættet kort inde i filmens ellers beskedne spilletid.
Og på trods af gode præstationer, ikke kun fra Curcic, men også i filmens mindre roller — hvor især Karen-Lise Mynster og Diêm Camille i en lillebitte rolle gør sig bemærkede — gør stiv dialog lidt for ofte scenerne mere til akavet orkestreret amatørteater end ægte menneskeligt drama.
Det er synd, for manuskriptet graver ellers i ægte kvindelig frygt og overvejelser om kroppens evne til at bære børn og biologiens indvirkning på psyken.
Emner vi for sjældent ser på det store lærred.
Desværre ender den fortættede stemning også i en sært konsekvensløs slutning.
Alligevel er der meget at komme efter i Ønskebarn, der er en solid og ægte filmisk debut, og jeg glæder mig til at se mere fra alle involverede; ikke kun Danica Curcic.
Ønskebarn er både ambitiøs og stemningsfuld, men manuskriptet er for klodset til rigtigt at komme igennem med dets ideer.
