Gemini Man anmeldelse: Film og forlystelser

For nyligt udtalte instruktør Martin Scorsese, at han ikke bruger tid på Marvels superheltefilm.

Efter den aldrende filmmesters mening hører Marvels film ikke til blandt den filmkunst, der forsøger at videregive menneskelige følelser og psykologi til andre mennesker.

De er mere i familie med forlystelser.

Det er en forbløffende ahistorisk udtalelse fra en af verdens største filmnørder.

For film har altid været forlystelse. Forlystelsen i at se separate stillestående billeder smelte sammen og skabe liv. Ikke mindst liv i et menneskes ansigt.

Og hvis en ting bringer folk tilbage til Marvel-filmene, så er det netop deres karakterer.

Du kan med rette spørge dig selv om, hvad fanden Scorsese og Marvel har med Ang Lees nye film Gemini Man at gøre.

Men for at sige noget som helst om denne film, hvor Will Smith spiller en lejemorder jaget af en yngre udgave af sig selv, er det netop nødvendigt at tale om den måde vi ser film på.

Og ikke mindst forlystelsen ved at se film.

For instruktør Ang Lee er nemlig på en mission.

Han vil gerne forandre måden vi ser film på og hive folk tilbage til biografen med forlystelsens kraft.

Det vil han gerne gøre ved at øge det antal billeder vi kigger på. Siden lyden tvang filmskaberne til at standardisere, har vi nemlig alle sammen kigget på 24 billeder i sekundet.

Men Ang Lee vil rigtigt gerne have os til at kigge på 120 billeder i sekundet i 3D.

Gemini Man anmeldelse
Foto: UIP

Det kan næsten ingen biografer i verden klare, så i Danmark må vi nøjes med 60 billeder, men det er også rigeligt til at fange meningen.

For i 3D og med 60 billeder i sekundet er film ikke længere et vindue til en anden verden. De er et vindue til virkeligheden.

Billedet er næsten ulideligt klart, bevægelserne langt mere flydende end sædvanligt og effekten for os livsvarige filmkiggere er…blandet.

Sukkerglasset i en slåskamp er ikke længere overbevisende og en overspillende statist 50 meter fra kameraet stikker i øjnene med det samme.

Imens prøver min hjerne at fortælle mig, at jeg kigger på en sæbeopera eller hjemmevideo, fordi det er det nærmeste pejlepunkt den har.

Det er en mærkelig og ikke altid lige behagelig oplevelse.

Gemini Man anmeldelse
Foto: UIP

Men teknikken kan altså også noget. Ikke mindst når den krydres med det mest overbevisende digtale menneske, jeg nogensinde har set.

Den yngre Will Smith i Gemini Man er nemlig en 100% digital kreation. Han er ikke altid lige overbevisende, særligt i en slutscene stikker han forstyrrende ud.

Men når det virker, så virker det virkelig.

Det er en sært eksistentiel oplevelse at se superstjernen Smith stå ansigt til ansigt med sit yngre jeg.

Og den høje framerate gør effekten endnu mere imponerende. Hver detalje i Smiths præstation, digital eller ej, fanges nemlig af kameraet.

Både på godt og ondt. Men faktisk mest på godt.

Det er som at se menneskeansigtet på en ny måde, og det er vel en del af films helt grundlæggende tiltrækningskraft.

Det, der gør film til en forlystelse.

Gemini Man anmeldelse
Foto: UIP

Lee viser også teknologiens forlystelsesværdi i et par imponerende actionscener.

En opfindsom motorcykeljagt fyldt med kreative actionpåfund er som at være der selv.

Og en nærkamp mellem analoge og digitale Smith er en special-effect triumf. En demonstration af at computereffekter nu ikke kun kan smadre bygninger, men også klare de helt små menneskelige interaktioner.

Det med de menneskelige interaktioner er Gemini Man ellers ikke så god til. Der er nemlig en grund til, at jeg hovedsageligt har brugt denne anmeldelse på at tale om det filmtekniske.

Gemini Man er nemlig et rodet sammensurium af rester fra andre og bedre spionfilm.

Den giver sjældent mening, er for ofte for kedelig og til tider decideret ufrivilligt komisk – også selvom Smith gør sit bedste.

Gemini Man anmeldelse
Foto: UIP

Lee taber historien på gulvet i jagten på teknikken.

Af samme grund bliver det næppe Gemini Man, der får rykket film generelt over til den nye teknologi.

Ligesom det heller ikke blev Hobitten-filmene eller Lees egen Billy Lynn’s Long Halftime Walk.

Men på trods af ujævnhederne, er der et klart potentiale.

Et klart potentiale til at forny film som forlystelse.

Gemini Man strækker sig mod nye og imponerende filmtekniske horisonter, men snubler i den analoge dyd, det er, at fortælle en god historie.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer