Blinded by the Light anmeldelse: Sukkesødet musikalsk frikvarter

At holde af Blinded by the Light kræver, at du godt kan lide film med et knasende lag sukker på toppen.

For instruktør Gurinder Chadha lægger ikke skjul på, at hendes største mål er at få publikum til at smile, måske danse lidt i biografsædet og eventuelt græde en lille tåre.

Blinded by the Light er en af den slags film, der helt uironisk har en stort opsat finale, hvor hovedpersonen holder en lang tale for en stor forsamling, om alt det han har lært i løbet af filmen.

Det ved du nok allerede, om du kan holde til.

Det samme gælder for Viveik Kalras spil i hovedrollen. Kalra leverer så storøjet og flødebollet en præstation, at du enten kaster lidt op i din mund, eller hengiver dig til filmens fjollede og sentimentale univers.

Kalra spiller teenageren Javed, der lever med sin pakistanske familie i en forstad til London.

Men Javed har andre ambitioner end sin traditionelle far, der mener, at Javed skal blive enten advokat eller ejendomsmægler.

Javed vil nemlig skrive, om det er som digter, journalist eller forfatter, ved han ikke, men skrive vil han.

Det er svært, når man lever i Thatcher-england anno 1987 som andengenerations pakistaner.

Men Javed finder sit håb fra en overraskende kilde. Han låner to kassettebånd med Bruce Springsteen fra en skolekammerat, og pludselig vækkes hans verden til live.

Det samme gør Blinded by the Light, der lader Springsteens tekster svæve frem på lærredet, mens Javed lytter til musikken.

Springsteen-fans vil nok have svært ved at modstå det bastante budskab om det universelle i Bossens tekster.

Men for os andre er der altså også en anseelig kræft i kombinationen af ærkeamerikanske Springsteen og hans relevans i en helt anden verden.

Og det er netop, når musikken gør sit indtog, at Blinded by the Light for alvor får vinger.

Der smøres tykt på i de musikalske sekvenser, når filmens hovedpersoner storsmilende danser rundt til Springsteen, men det er altså også umanerligt svært ikke at blive i godt humør af.

Faktisk havde det måske klædt Blinded by the Light at være en decideret musical og lade hovedpersonerne synge og ikke kun Springsteen.

Men det havde fans af The Boss måske ikke været helt tilfredse med.

Og Springsteens musik giver unægteligt krydderi til den noget forudsigelige fortælling, der selvfølgelig sætter Javed i konflikt mellem sin traditionelle familie og sine drømme om fremtiden.

Det er med andre ord ikke overraskelser eller komplekse karakterer, man skal komme til Blinded by the Light for.

Spørgsmål om racisme og kulturclash forbliver krusninger i vandoverfladen og af samme grund er Blinded by the Light heller ikke lige så interessant som instruktørens gennembrud Bend it Like Beckham.

Men der er nok charme i både musikken, billedsiden og præstationerne til at Blinded by the Light bliver en fornøjelig filmoplevelse.

Du skal bare være forberedt på en lidt sødlig eftersmag.

Blinded by the Light er et must for fans af The Boss, men også en humørbombe af en film for alle os andre.