Maleficent: Mistress of Evil anmeldelse: Kindbenenes kamp

Ok, kan vi ikke lige alle sammen blive enige om, at Angelina Jolies kindben er vilde nok i forvejen?

Vi taler trods alt om en kvinde, der er så overjordisk smuk, at da Robert Zemeckis i sin computeranimerede udgave af Beowulf, havde alle muligheder for at skabe verdens mest forførende væsen som Grendels mor, simpelthen bare valgte at kopiere Jolie.

Så nej, Jolie har ikke brug for de næsten monstrøse makeup-kindben hun har fået tildelt i rollen som tornerose-skurken Maleficent. Hun har rigeligt i forvejen.

Men det fungerer nu alligevel meget godt.

Jolie er nemlig lidt af et kup i rollen som den hornede skurk med det ikoniske udtryk også i denne anden omgang.

Hun er lige dele uhyggelig og verdensfjern, og det var en grundlæggende god ide at forvandle den ellers så ondskabsfulde fe til en slags feministisk antihelt i den oprindelige film.

Karakteren fungerer, og Jolie fungerer som karakteren.

Og i denne anden omgang får hun endda selskab af endnu et sæt berømte kindben i form af Michelle Pfeiffer.

Pfeiffer spiller dronning og mor til Prins Stefan, der i filmens begyndelse endelig frier til Maleficents guddatter prinsesse Aurora.

Og hvis ikke Pfeiffers skumle smil afslørede det med det samme, så gør den norske instruktør Joachim Rønning det to minutter efter, da vi ser dronningens enorme våbenfabrik under slottet.

Hun er ond og har skumle planer for Maleficents naturskønne og computeranimerede skov fyldt med feer.

Maleficent: Mistress of Evil anmeldelse
Foto: Disney

Det er altid sjovt at se Pfeiffer spille ond.

Når hun så samtidig kombineres med Jolies dunkle fedronning, så bliver det en oprigtig fryd.

Tidligt i filmen har de to en effektivt ondskabsfuld ping-pong over et kongelig middagsbord, som i sig selv næsten er hele filmen værd.

Men ja, jeg siger næsten,

For selvom Maleficent: Mistress of Evil ikke hører til de værste af Disneys effektmættede spillefilms-varianter af deres animerede film – Joachim Rønning er for god en instruktør til at ende i Alice i Eventyrland eller Nøddeknækkeren og de fire kongeriger-kaos – så kommer den alligevel ikke helt i mål.

Maleficent: Mistress of Evil anmeldelse
Foto: Disney

Selvfølgelig skal den ende i en alt for lang og næsten helt konsekvens-løs kulørt fantasy-kamp af en finale, og selvfølgelig er historien for rodet for sit eget bedste.

Men det største – og mest overraskende problem – er, at Jolies Maleficent næsten forsvinder helt ud af historien i filmens midterste del.

Om det er et kontrakt-problem med Jolie – der efterhånden er mere interesseret i at være instruktør end skuespiller – eller et meget dumt manuskriptvalg er svært at sige.

Maleficent: Mistress of Evil anmeldelse
Foto: Disney

Resultatet er i hvert fald at Maleficent bandlyses til en anden del af verden, mens filmen fokuserer på Elle Fannings langt kedeligere Aurora.

Og det er altså et problem, når filmens bedste kort får så lidt spilletid, for den spinkle historie kan ikke bære filmen alene.

I mellemtiden kan man selvfølgelig nyde det obligatoriske overflødighedshorn af effekter og en veloplagt præstation fra Warwick Davis, men det er desværre ikke nok til at kompensere for en kluntet og kedelig fortælling.

I hvert fald ikke uden Jolie og hendes kindben.

Kunstige eller ej.

Angelina Jolie er stadig fremragende i rollen som Tornerose-antihelt, men Maleficent: Mistress of Evil bruger desværre for lidt tid på hende og for meget tid på kedelige bifigurer.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse
Facebook kommentarer