Western Stars anmeldelse: Knuste amerikanske drømme
Western Stars er sat sammen af to film, og den ene er bedre end den anden.
Den første film er en ganske lige ud af landevejen og vellykket koncertfilm.
Bruce Springsteen inviterer med ind i sin lade 100 år gamle lade, hvor han spiller alle 13 sange fra sit nyeste album, Western Stars.
Her ledsages han af sin kone Patti Scialfa, der også har været med til at arrangere sangene, på guitar et ualmindeligt stort backingband komplet med strygersektion og et noget privilegeret publikum.
Og det fungerer bare. Selv for en Springsteen-ignorant som mig.
Bossens nyeste album skulle efter sigende skille sig ud fra hans tidligere, og det er i hvert fald tydeligt, at historiefortællingen er i højsædet.
Hver sang er fortalt fra perspektivet af et rigtigt americana-vrag. En falleret western-skuespiller, en slidt stuntmand og en mand på evig flugt tværs over USA er kun lille del af sangenes karaktergalleri.
Det er sentimentalt og dybfølt, og trækker lange tråde bagud til amerikansk kultur og musikhistorie.
Springsteen mangler evnen til at give mindre end 100 procent og hans optræden og suveræne stemme løfter musikken.
Samtidig er det hele lækkert fotograferet i Springsteens antikke lade, og klipningen lukker elegant publikum ind i sangenes univers og fanger sangerens altid intense blik.
Det er både sentimentalt og sine steder svulstigt, men musikken rummer den følelsesmæssige ærlighed, som Springsteen er kendt for.
Men så er der den anden film.
Den er knapt så god.
Mellem sangene byder Western Stars nemlig på små poetiske vignetter, hvor Springsteen får lov til at dele ud af sin visdom væk fra scenen.
Et par vilde heste løber ud over prærien, mens bossen fortæller, at den næste sang bruger bilen som metafor.
Men metaforerne gør sig nu bedst i Springsteens musik, og de indstuderede visdomsord bliver en noget klæg og selvfed oplevelse.
Det hjælper ikke, at billedsiden her mest af alt minder om en Levis reklame.
Men heldigvis er det musikken, der fylder mest.
Og så snart man er tilbage på scenen med Springsteen og kompagni, så svinger det hele igen.
Få kan som ham få de knuste amerikanske drømme til at ramme lige i hjertet på de fleste.
Så tilgiver jeg ham gerne de selvsmagende frikvarter mellem sangene.
Western Stars er kræs for fans af The Boss, men os Springsteen-nybegyndere kan også nyde den fremragende musikalske historiefortælling.
