Under stjernerne på himlen anmeldelse: En dunst af kynisme

For mig har der altid været en dunst af kynisme omkring Tommy Seebachs folkekære musik.

Som om Seebachs sange er skabt mere med tanke på hitpotentiale end dybfølt udtryk. En kombination af lettilgængelige laveste fællesnævner-tekster og syng med melodier.

Det samme gælder egentlig for sønnen Rasmus og hans musik.

De to herrer hører ikke til mine favoritter, selvom jeg ikke kan benægte især Seebach-seniors talent.

Samme lugt hviler over Under stjernerne på himlen, der sender Seebachs liv igennem den biografiske films mølle.

Folkekære Seebach portrætteres af folkekære Anders Matthesen, mens sangene og den velkendte historie om Seebachs alkoholisme og en søn, der også blev dansk stjerne, har hitpotentiale i biograferne.

Den biografiske film er efterhånden som genre så skabelonagtig, at det er blevet en kliche, at sige, at det er en kliche.

Og Under stjernerne på himlen holder ikke igen.

Vi får selvfølgelig geniet, der med et klaver og guddommelig inspiration spontant føder et megahit.

Og vi får den sure magtmand — denne gang en voldsomt karikeret skurkagtig DR-chef spillet af Jacob Lohmann — der bare ikke vil lade vores helt komme til ved stjerne-fadet.

Selvfølgelig har Seebach også en overdrevent forstående kone, der må se til på sidelinjen, mens hendes geniale mand ofrer privatliv for musikken og familien for øller.

Det er for fjollet og firkantet til at virke, og det hjælper ikke, at det dramaturgisk overstrammede manuskript og Anders Matthesens præstation i hovedrollen ikke rigtigt får åbnet op for Seebach som en tredimensionel karakter.

Vi forstår aldrig rigtigt, hvad der driver ham.

Det dufter af endnu en kynisk biografisk film, der lokker publikum til med en folkekær skikkelse og leverer en kluntet Bohemian Rhapsody-imitation i dansk regi.

Men når jeg dufter kynisme, skal jeg selvfølgelig også huske, at det er mig selv, jeg kan lugte.

For med andre øjne har både Seebach-senior og junior leveret musik, der har haft afgørende betydning i folks liv.

Og for Seebachs nære, var han selvfølgelig ikke en kynisk popsnedker, men far og ægtemand, der blandt andet skrev sange inspireret af kærligheden til sine børn.

Den sandhed begynder Under stjernerne på himlen faktisk at række ud efter i sin sidste og markant bedre tredjedel.

Her får den løbende historie om forholdet mellem Seebach og hans tre børn lov til at overtage og byder på oprigtigt bevægende øjeblikke.

Som da en voksen alkoholisk far, får sunget den vuggevise, han oprindelig skrev til sin lille datter af sin nu markant ældre datter.

Eller da Seebach kommer på fuldemandsbesøg hos en søn, der ser op til sin far og plages af hans livsvalg i lige andele.

Det fungerer faktisk. Ikke mindst fordi Anders Matthesens præstation vokser i takt med at Seebach slides ned, og filmen kommer forbi de folkekomedie-elementer, der tynger den.

Det er ikke nok til at min næse kan slippe duften af kynisme — uanset hvor lugten kommer fra — eller nok til at Under stjernerne på himlen rigtigt får luft under vingerne som samlet værk.

Men alligevel nok til, at jeg må indrømme, at der også er noget dybfølt under alt det kyniske.

Under stjernerne på himlen snubler over den biografiske films skabelon, men leverer også oprigtigt rørende øjeblikke i sin sidste del.