Hele vejen anmeldelse: Gangster-balancen

Kriminelle er seje på film. Sådan er det bare.

I virkeligheden er de mildt sagt mere problematiske, oftest triste skikkelser.

Men på film er de seje.

Det er også det, der gør film om kriminelle så svære. For vil man sige noget om virkeligheden, eller vil man lege med myten?

Hvor mange håndlangere i slow motion vil man have kontra Henry Hill fra Goodfellas i vidnebeskyttelse.

Hvor meget Gomorrah og hvor meget Heat?

Eller i en dansk kontekst – hvor meget Pusher og hvor meget Underverden.

Særligt sidstnævnte film er et godt pejlemærke for instruktør Jafa Muataz’ Hele vejen, der lægger ud med samme tematik.

Den tidligere kriminelle Cairo arbejder nu med at hjælpe bandemedlemmer væk fra deres miljø, men hives ind i den kriminelle underverden, da en af hans nærmeste pludselig forsvinder.

Hele vejen når igennem hele gangster-spekteret.

Men bedst er den i sin første halvdel, hvor den sætter sit sigte på en mere realistisk tilgang.

Faktisk kunne jeg have set noget nær en hel film, der fulgte hovedpersonen Cairo i hans arbejde med at hjælpe bandemedlemmer.

Portrættet af det miljø føles ikke helt, som noget jeg har set i dansk film før.

Og så er Afshin Firouzi helt eminent god i rollen som Cairo. Han får skabt en ægte tredimensionel karakter med en helt særlig blanding af hårdhed, humor og ømhed, der holder opmærksomheden fanget fra start til slut.

Men Babak Vakili og Jahfar Muataz’ manuskript er generelt stærkt i sin karakterisering.

Selv de mindste sidekarakterer skænkes finurligheder, der bevæger dem forbi de sædvanlige gangsterklicheer, og i den første del af Hele vejen føles fortællingen både levende og ægte.

Fotograf Anthon Falkenstrøm Tougaard leverer også varen på billedsiden, mens både klipning og lyd — der også inkluderer Tobias Kropps skiftevis ømme og dundrende musik — også er med til at gøre Hele vejen til en tilfredsstillende filmisk oplevelse.

Men desværre begynder Hele vejen at bevæge sig — ja, hele vejen — fra den ene ende af gangster-skalaen til den anden.

Fra en fængende karakterbåret fortælling med bund i virkeligheden, til en over the top gangster-spændingsfilm.

Støt og roligt forvandles alle gangster-tilholdsstederne til skumle kældre med konstant blinkende lysstofrør.

Troværdigheden sættes over styr med en historie, der i tiltagende grad begynder at læne sig op utroværdige tilfælde og twists som fortællemæssig fremdrift, mens karakterernes integritet glemmes.

Værst er et optrin på Københavns vestegn med Anders Thomas Jensen-bismag, der for mig forvandledes til det ufrivilligt komiske, og en slutning der ganske vist har en pointe om omkostningerne ved kriminalitet, men som var helt umulig for mig at sluge.

Det er ærgerligt, for på mange andre måder er Hele vejen en ualmindeligt stærk film, der lover godt for både holdet foran og bag kameraet.

Desværre mister den gangster-balancen undervejs.

Trods mange kvaliteter snubler Hele vejen i et fjollet plot, der sætter filmens troværdighed over styr.