Queer anmeldelse: En Guadagnino-film
Queer er en Luca Guadagnino-film. Det kan jeg sige med sikkerhed.
Men denne gang er den så Luca Guadagninosk, at den italienske instruktør mistede mig i svinget.
Det betyder nu nok ikke så meget for den helgenkårede filmskaber, hvis kunstneriske stemme er højt elsket.
Det har den aldrig været hos mig, der højst er kommet op på et anerkendende nik og komplet følelsesmæssig distance til instruktørens film.
Denne gang reserverer jeg det anerkendende nik til Daniel Craig, der leverer en underholdende præstation som forfatter William S. Burroughs’ alter ego William Lee, der drukner sig selv i sex, stoffer, alkohol og mere sex i 1950’ernes Mexico City.
For Queer er selvfølgelig en Burroughs-filmatisering.
Og hvordan griber Guadagnino så en kort, ufærdig og indadvendt 208 siders roman an?
Han bruger selvfølgelig intet mindre end 135 minutter, bygger en stiliseret kulisse krydret med godt med stiliseret green-screen og ved hjælp af Justin Kurzels rablende manuskript tilføjer han en psykedelisk slutning.
Stort set intet af det fungerer, efter min mening, men at kalde det personlighedsløst, kan man ikke.
At jeg så ikke forstår, hvordan Burroughs rablende, indadvendte og snaskede stil gøres fyldest med voldsomt kunstig — næsten steril — scenografi, er egentlig mit problem.
Det samme gælder for slutningen, som er mere Cronenbergs version af Burroughs end den er egentlig Burroughs.
Men Queer er selvfølgelig heller ikke en Burroughs-film, det er en Guadagnino-film, og føles i bedste fald som en slags fanfiction skabt af en overbegejstret tilbeder, end en egentlig repræsentation af forfatteren selv.
F.eks. kan Queer ikke dy sig for at levere referencer til forfatterens eget liv, som ikke var inkluderet i den oprindelige bog.
Og så er filmen opsvulmet i en grad, som truer med at drukne de bedste øjeblikke.
For der er selvfølgelig øjeblikke — særlig en afgørende sexscene — der gør værdighed til forfatterens udforskning af identitet og den menneskelige længsel efter kontakt. Især båret på Daniel Craigs velspillende skuldre.
Veltrænede skuldre i øvrigt også, for i Guadagninos vision er queer-miljøet i Mexico City selvfølgelig befolket af muskuløse moderne mænd med perfekt hvide tænder.
Jo, Queer er en Guadagnino-film i en grad, så jeg næsten forventede, at slutningens aldrende Lee var spillet af en maskeret Tilda Swinton, som det var tilfældet med omkring 75% af rollerne i Guadagninos genfilmatisering af Suspiria.
Det hele føles som et rablende Tumblr-opslag, skrevet af en teenager, der lige har opdaget beat-generationen.
Og jeg er helt sikker på, at det er nogens nye yndlingsfilm.
Bare ikke min.
Queer er en opsvulmet filmatisering, der er mere forelsket i sin egen rodede vision end i det berømte forlæg.
