Suspiria anmeldelse: Helt frie tøjler
Den nye Suspiria er en type film, der kun dukker op under helt særlige omstændigheder.
Uden den kombination af kritikerroser og kommerciel succes som instruktør Luca Guadagninos høstede med Call Me by Your Name, havde han næppe fået så frie tøjler.
Og Suspiria er netop indbegrebet af frie tøjler.
Det er på alle måder en film, hvor alle omkring instruktøren har sagt: ‘Du gør bare lige hvad du har lyst til Luca!”.
Det han har lyst til, viser sig at være et to timer og 32 minutter langt remake af Dario Argentos mesterlige gyser Suspiria.
Eller, remake er måske så meget sagt.
Guadagninos film er nemlig i bedste fald løst inspireret af Argentos original.
Der er stadig en ung pige, Susie Bannion, der tager afsted til en danseskole i Tyskland i 1977, og så er der stadig noget med hekse.
Men ellers har de to film ikke meget til fælles.
Guadagninos film føles mere, som et mareridt Lars von Trier har haft efter at have spist dårlig kylling og set Argentos Suspiria.
Med en spilletid over en time længere end originalen, tyder noget på, at der foregår en hel del mere i den nye Suspiria.
Og det kan der være noget om.
Ud over et hekseplot på en danseskole, der nu er udvidet med intern hekse-politisk splittelse, så får Guadagnino også plads til en aldrende psykolog, der leder efter en forsvunden danser, og – nåh ja – sørger over sin kone, der forsvandt i anden verdenskrig.
Og, nåh ja, masser af nyhedsdækning af Baader-Meinhofs terrorangreb og PLFP’s flykapring.
Og, nåh ja, Susies opvækst som mennonit langt ude på landet i USA.
Hvis du så drysser rigeligt med tung psykoanalytisk symbolisme, feminisme, refleksion over Tysklands rolle i anden verdenskrig, en håndfuld hyper-brutale sekvenser, masser af dans og overvejelser om moderskab ud over hele herligheden, så har du efterhånden et billede af Guadagninos Suspiria.
Du er lovligt undskyldt, hvis det billede ikke virker super sammenhængende. Det gør Suspiria nemlig heller ikke.
Men den sære heksebryg af artfilm, europæisk historie og blodigt gys er alligevel – eller måske netop derfor – sært fascinerende.
Visuelt kommer ingen til at forveksle Argentos regnbuefarvede original med Guadagninos gråt overskyede nye udgave, men det er altså en usædvanligt stemningsfuld genskabelse af 1970’ernes Berlin Guadagnino og fotograf Sayombu Muukdeeprom får stablet på benene.
Suspiria er stemningsfuld, omend sjældent decideret uhyggelig.
Til gengæld byder den på en flok slående makabre sekvenser, der nok ville have gjort Argento stolt.
Og da den endelig løfter hatten af og lader al sin galskab fise ud over biograflærredet i sine sidste tyve minutter – i en sekvens der føles som et Cirque du Soleil-show instrueret af Clive Barker – er det al ventetiden værd.
Men det er alligevel svært ikke at tænke, at Suspiria havde været en bedre film, hvis nogen havde holdt lidt i tøjlerne.
Måske nogen alligevel skulle have sat spørgsmålstegn ved ideen om, at lade Tilda Swinton spille tre forskellige roller; to af dem gemt i et tykt lag latex.
Måske en anden kunne have foreslået at gøre filmen en halv time kortere, og dermed eksponentielt mere slagkraftig.
Men der er meget at fejre ved Guadagninos Suspiria.
Ikke mindst, at den overhovedet har fundet frem til biograflærredet i sin nuværende vanvittige form.
Suspiria er vanvittigt stemningsfuld, vanvittigt unik og bare generelt vanvittig. Men den er også et kæmpe rod med ambitioner, der er større, end biograflærredet kan rumme.
