I krig og kærlighed anmeldelse: Alle kneb gælder

Bliver en film bedre jo flere gange, den nævner sig egen titel?

Ville Star Wars have været bedre, hvis bare Obi Wan havde sagt: “Vi står midt i en…star war!”

Ærligt, jeg er nok så stor fan af, da Steven Seagal erklærer, at hans fjender ikke er Above the Law, som nogen kan være, men jeg er ikke sikker på, at det altid er et tegn på kvalitet.

Hvis det var, ville I krig og kærlighed i hvert fald fortjene topkarakter.

Ulrich Thomsens halvskurk Müller får i hvert fald lov til at sige titlen mindst to-tre gange. Godt nok på tysk, men alligevel.

Og det er et meget godt eksempel på det helt store problem ved instruktør Kasper Torstings stort opsatte kærlighedsdrama: et klodset manuskript.

Hvad er starter som en relativt original fortælling om hjemvendte sønderjyske veteraner – der har kæmpet for tyskerne i 1. Verdenskrig – udvikler sig hurtigt til et sæbeopera-lignende kærlighedsmelodrama, der snor sig for at skabe flest muligt utroværdige intriger.

Der er sådan set synd, for der er ellers meget at sætte pris på ved I krig og kærlighed.

Det er en fejende flot film Kasper Torsting og og fotograf Jesper Tøffner har fået skabt, der godt nok dyrker en noget udtjent Hollywood-æstetik, men som unægteligt leverer varen på kompetent vis.

Det hele lægger ud med en af de bedre krigsscener i dansk film, og billeder af de Sønderjyske vidder er tilpas storslåede.

På den baggrund kunne der let udspille sig et klassisk kærlighedsdrama, men desværre er Torsting og Ronnie Fridthjofs manuskript ikke helt i stand til det.

Der kastes rundt med replikker som: “Jeg har gjort forfærdelige ting!” og “Vi er i krig. Vi gør, hvad der er nødvendigt for at overleve!”.

Det er en kamp for skuespillerne at få den slags til at lyde som andet end de store tykke klicheer det er, og der er også stor variation i, hvor heldigt de kommer ud på den anden side.

Sebastian Jessen kæmper med at få sin helte-desertør til at være rigtigt overbevisende som hovedrolle, og Thure Lindhardts onde, onde Hansen i knirkende læder og ridestøvler, er desværre decideret komisk.

Bedre går det for Rosalinde Mynster og Natalie Madueño, der får skabt sympati for de hårdt prøvede koner til de hjemvendte soldater.

Men en imponerende visuel side og enkelte fine skuespilpræstationer, er desværre ikke nok til at kompensere for den gumpetunge dialog og en forudsigelig historie.

Helt slemt bliver det i den opskruede finale, hentet fra en million Hollywood-film siden Casablanca, hvor komponist Robin Hoffmans bombastiske musik, som i resten af filmen, udpensler, hver eneste følelse på lærredet.

Men, altså, man skal jo også huske på, at I krig og kærlighed gælder alle kneb.

I krig og kærlighed er et fejende flot, men desværre også klichetungt, bud på et storslået dansk kærlighedsdrama i skyggen af 1. verdenskrig.