En Minecraft Film anmeldelse: Et stort kram til dumhed
Jeg har aldrig rigtig sat pris på Jared Hess som instruktør.
Lige siden han brød igennem med Napoleon Dynamite har jeg set ham lidt som en slags Adam Sandler i Wes Anderson-cosplay.
Campede — ofte decideret dumme jokes — klædt i en stil, der aldrig var helt så finurligt sjov, som den selv synes.
Men jeg havde nok heller ikke haft fantasi til at forestille mig, at Jared Hess skulle være instruktøren, der endte med at filmatisere Minecraft.
Og en kulørt overgearet franchise-film viser sig åbenbart at være lige, hvor Hess hører hjemme.
For det er noget tid siden, at jeg har moret mig så meget i biografen, som jeg gjorde med den oprigtigt gakkede En Minecraft Film.
I en farvelade af overraskende gode special effects kaster instruktør Jared Hess en eventyrhistorie op på lærredet, der egentlig bare er en undskyldning for at lade Jack Black og Jason Momoa — og mere i periferien Jennifer Coolidge og Danielle Brooks — spille groteske karakterer, der leverer groteske jokes.
Der bliver også plads til rigeligt med referencer til forlægget, det tilsyneladende uforgængelige Minecraft, til at fans nok skal more sig.
Men hvis man forventer den særlige stemning i det banebrydende byggeklods/overlevelsesspil overført til film, så bliver man nok overrasket.
For selv et budskab om kreativitet — der er mere end rammende for spillet — må vige i baggrunden for en film, der har travlt med at give et varmt kram til sin egen dumhed.
Ja, faktisk må selv de to børn, som vel reelt set er tænkt som filmens hovedpersoner, vige for flamboyante Jack Black og Jason Momoa.
Den danske dubbing har stået overfor noget af en opgave, men det lykkes forbavsende godt i alle roller.
Og Jack Black har sjældent været mere Jack Blacksk end i rollen som spillets ellers noget anonyme Steve.
Black bringer 120% energi til den groteske fortælling, der ikke tøver med at stoppe op i minutter, med overvejelser om, hvor varm en kylling stegt i lava egentlig er.
Han får følge af en mindst lige så veloplagt Jason Momoa, der viser sig at have overraskende skarp kemi med Black og tilsammen er de garant for filmens nærmest absurdistiske humor, når de går i clinch med spilverdenens forskellige væsner.
De er i øvrigt smukt animeret (selvom Minecraft-verdenen pludselig har fået bløde hjørner) og det virker for en gangs skyld som om, at En Minecraft Film er den sjældne film, der har givet nok tid og ressourcer til sit effekthold.
Overordnet ender en Minecraft-film med at føles som en film instrueret af en ekstra energisk 10-årig.
Jeg kunne ikke stå for det.
Også selvom den sidste computeranimerede kamp trækker i langdrag, og filmen ignorerer sit eget centrale plot i en grad, så det stort set ender med at miste al mening.
Men det er måske i virkeligheden en fordel for en film, der ikke er bange for at omfavne sin egen dumhed.
Jeg er klar til Endnu En Minecraft Film.
En Minecraft Film er fyldt med referencer til spillet, men er egentlig allerbedst, når den bare er en ekstremt veloplagt og ekstremt gakket komedie.
