Sterben anmeldelse: Tre timer

Jeg lover dig, at selv den mest garvede filmanmelder lige skal trække vejret dybt, inden de klokken 9 om morgenen bevæger sig ind til en pressevisning til en tre timer lang tysk film med den opmuntrende titel Sterben.

Hvis nogen siger andet, så lyver de.

Sterben er til gengæld — i hvert fald i sine første to timer — ikke en tungsindig kolos af en film, men en velspillet og overraskende jordnær og sjov familiefortælling, hvor titlens livsafslutning konstant spøger i baggrunden.

Filmens første kapitel zoomer ind på et aldrende ægtepar, hvis krop og sind er begyndt at svigte, men hvor særligt parrets kvindelige halvdel, har svært ved at tage imod hjælp.

Hun introduceres på gulvet, smurt ind i sit eget lort, mens en venlig nabo forsøger at hjælpe. Det er på en gang lige så grusomt, som det lyder, men også overraskende sjovt.

For det bedste ved Sterben er nok den tråd af grum sort humor, der rejser igennem filmen.

Fra det aldrende ægtepar rejser vi videre til deres søn, der i filmens første kapitel kun er på den anden side af et overfladisk telefonopkald, men bliver hovedperson i filmens anden halvdel.

Han kæmper både i det private — hvor han er halvt far til et nyfødt barn — og i karrieren som dirigent, hvor han står overfor et gennembrud, når han skal dirigere værket Sterben.

Støt og roligt væves de to dele sammen, og filmens kulmination er en lige dele grusom, hjerteknusende, udleverende og sjov samtale mellem dirigenten og hans mor, der graver dybt ned i gamle sår mellem forælder og barn på en måde jeg kun sjældent har set på film.

Det føles nærmest som en slettet scene fra Hereditary, og hører blandt det bedste, jeg har set i en biograf i år.

Desværre fortsætter Sterben i mindst en time mere, hvor den introducerer sin tredje hovedperson og tager et af de mest drastiske dyk i kvalitet, jeg har set i en biograf i år.

For her introduceres filmens tredje hovedperson, dirigentens søster og parrets datter.

Og hvor filmens ellers har været båret af karakternuancer og gråzoner, introduceres vi pludselig for en omvandrende kliche.

En selvdestruktiv alkoholisk ung kvinde, der synger med smuk ru stemme på de barer hun besøger. Hendes del af Sterben udvikler sig til en overfinurlig romantisk komedie, der trækker filmens komik frem i et lys, den ikke kan tåle.

Imens finder filmen sit egentlige tema om at være en skabende kunstner, som udfoldes lige dele prætentiøst og banalt.

Da vi når frem til filmens finale — som selvfølgelig er en højstemt fremføring af filmens centrale værk — havde jeg næsten glemt alt om den fremragende første halvdel.

Sterben ender desværre for rablende, som om alle involverede var for glade for det materiale, som de lader til ofte at have improviseret sig frem til. Som en dramaøvelse, der skulle være blevet i et lukket rum.

Men filmens første del er imponerende — jeg kan bare ikke anbefale alle tre timer.

Sterben byder på stærke præstationer og vellykket dunkel humor, lige indtil den får storhedsvanvid.