The Stranger anmeldelse: Simon Stahos telefon

Jeg respekterer instruktør Simon Stahos nye film The Stranger næsten præcis omvendt proportionelt med hvor meget den ramte mig følelsesmæssigt, intellektuelt og bare grundlæggende filmisk.

For jeg synes virkelig ikke den fungerer.

Men jeg er virkelig glad for, at den eksisterer.

Jeg synes det er velvalgt, at det danske filminstitut har valgt at støtte en mikrobudgetteret kunstfilm med sin helt egen stemme.

Jeg sætter pris på, at Staho nådesløst laver det, han har lyst til at lave, på ethvert givent tidspunkt uden tanke på appellen for et bredt publikum.

Men jeg synes også, at The Stranger kommer i mål med meget lidt.

Mest af alt er jeg bekymret for, om Simon Staho mon har for meget skærmtid.

For The Stranger føles på mange måder som en filmatisering af fænomenet doomscrolling, hvor moderne mennesker fanges i en uendelig spiral af negative nyheder.

Hvor man fanges i en selvbygget celle af dunkle informationer om verden, indtil man kun indtager selvforstærkende fakta om det samme emne, mens man rider bølgen på vej ned i depressionens dal.

Sådan føles The Stranger i hvert fald, når den springer mellem iscenesat drama, arkivmateriale og bidder af en essay-agtig tekst med hvide bogstaver på sort baggrund.

Vi starter ved racismens ophav i verden, kommer forbi Holocaust og tager en lang tur til alverdens terrorangreb i Stahos rablende dunkle film.

Desværre serverer The Stranger aldrig nye perspektiver på sit emne eller for den sags skyld forsvarer sin egen kunstneriske eksistens.

Som helstøbt værk, virker det helt enkelt, som om der mangler noget.

Måske den collageagtige film ville gøre sig bedre som supplement til en kunstinstallation.

For på egen hånd, kommer The Stranger desværre til at fremstå spinkel.

Den bruger en uhyrligt stor del af sin spilletid på at være tekst, der leverer alt fra holdning til faktabidder om at terroristerne ansvarlige for 11. september hyrede prostituerede, mens et af ofrene fra World Trade Center forsøgte at holde sin kjole nede, da hun sprang fra bygningen.

Hvis en film skal læses, skal teksten helt enkelt være bedre.

Bedst er de dramatiserede scener, men det siger ikke så meget, når Staho vender tilbage til sit favorit-tableau — forsæderne på en bil — og fortæller en vag historie, hvor danskerne pludselig er de truede flygtninge i Mellemøsten.

Det er desværre lige så forsimplet, som det lyder.

Og montagestrukturen fremstår desværre ikke så meget som moderne doomscrolling på TikTok, men mere som forældet eksperimentalfilm.

Bedst er lyddesignet, der ofte henter sin lyd fra andre kontekster, end den man ser på skærmen. Selvom den dronende dunkle musik og her bliver mere trættende end effektfuld.

Da vi i filmens sidste scene, når frem til at trække paralleller mellem menneskehedens krigshistorie og antallet af solgte fjernsyn, har The Stranger nået ufrivilligt komiske højder.

Alligevel tager jeg hatten af for filmens selvhøjtidelighed, der aldrig viger et sekund, og et håb om at baggrunden for at lave filmen er både personlig og dybfølt, i stedet for en slags artfilm ‘race to the bottom’ i dunkelhed.

Jeg ville bare ønske, at jeg var blevet påvirket på en anden måde end kedsomhed undervejs.

The Stranger er cirka lige så kompromisløs i sit udtryk, som den er intetsigende.