Respect anmeldelse: Aretha Franklin-film er levende hyldestshow

Respect anmeldelse: Når musikken spiller

Din nydelse af Respect er direkte forbundet til Aretha Franklins evne til at give dig gåsehud. Sådan var det i hvert fald for mig.

Ja, ok, du skal nok også kunne acceptere, at Dronningen af Souls sange kan lyde godt fra andres læber. Men så er du også klar.

Klar til at lade musikken overskygge problemerne ved instruktør Liesl Tommys filmbiografi om Franklin.

For Respect har unægteligt problemer. Eller måske bare et enkelt problem: Den følger skabelonen for biografiske film i slavisk grad.

Hvis du har set Walk the Line, Ray, Bohemian Rhapsody eller en række andre biografiske film om store musikere, så virker Respect mere end bekendt.

Og hvis du har set den fremragende parodi Walk Hard: The Dewey Cox Story, så kan dele af Respect være meget svære at tage alvorligt.

For Aretha Franklin-biografien serverer alle klicheerne.

Alkoholmisbrug, en plaget bardom, trofaste venner, forræderiske partnere.

Vi har liveshowet, hvor hovedpersonen er for beruset til at optræde. Vi har scenen, hvor geniet opfinder en klassiker ved at improvisere den frem foran klaveret.

Kunstneren fortaber sig selv i produceres dårlige ideer og jagten på berømmelse og finder sig selv igen, ved at vende tilbage til sine rødder.

Det hele er cirka så forudsigeligt, som det kan være. En anden udgave af Respect kunne utvivlsomt have været et mere ærligt og dybdeborende portræt af Aretha Franklin.

Eller bare mere troværdig.

Men Respect er ikke den film, og set på sine egne præmisser, er den svær at modstå.

For klicheer har det jo med at virke, når håndværket er i orden.

Og det er det i Respect, der har et stærkt greb om sin historie, uanset hvor forudsigelig den er.

Et stærkt cast løfter de noget arketypiske roller. Det gælder blandt andet Forest Whitaker som Franklins kontrollerende præstefar, Mark Maron som sød producer, Mary J. Blige som Dinah Washington og Marlon Wayans som den Ike Turner-lignende kæreste Ted White.

Men hovedattraktionen er selvfølgelig Jennifer Hudson som Franklin selv, ikke så meget fordi hendes præstation generelt er helt oppe at ringe.

Til tider er hun faktisk lidt flad i rollen som Franklin, selvom hun er god til at ramme Franklins glamourøse udstråling.

Men så åbner hun og filmen for sluserne i en række scener, hvor Hudson live-synger sig igennem flere af Franklins største sange.

Og så er der ikke et øje tørt. I hvert fald ikke i mit ansigt.

For hold nu op, hvor kan Hudson synge. Så godt, at hun minder publikum om Franklins uforlignelige talent, endda uden at sangene er en ren imitation af Franklins egne versioner.

Det er simpelthen fremragende.

Det er netop, når musikken spiller, at Respect finder de dybder og det liv i i hovedkarakteren, som det noget mere klichetunge manuskript kæmper med at finde.

Som fan af Franklin gør det helt utvivlsomt Respect værd at se.

Også selvom den føles mere som et underholdende hyldestshow end et komplekst portræt.

Gåsehuden er hjemme.

Som biografi følger Respect den slagne vej, men der er dømt gåsehud af bedste slags, når Jennifer Hudson åbner for sluserne som dronningen af soul.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer
Facebook kommentarer