A Real Pain anmeldelse: Jesse Eisenberg går i Woody Allens fodspor

A Real Pain anmeldelse: En historie om to Dymeks

Det er altid sjovt, når en skuespiller eller filmskaber dukker op i biograferne med to meget forskellige film.

Sådan er det med fotograf Michal Dymek, der lige nu både er aktuel med den udtryksfulde seriemorderfabel Pigen med nålen og Jesse Eisenbergs anden film som instruktør A Real Pain.

Begge film vidner om Dymeks talent og professionalitet, selvom de dårligt kunne være mere forskellige.

I Pigen med nålen leverer Dymek markante sort-hvid billeder med bismag af både Lynch og tysk ekspressionisme.

Og i A Real Pain leverer han billeder som…giver plads til skuespillet.

Onde tunger ville måske kalde udtrykket i A Real Pain kedeligt eller fladt, men jeg er i hvert fald sikker på, at det ikke er Michal Dymeks skyld.

Mon ikke det i stedet er instruktør Jesse Eisenberg, der begejstret har bedt sin fotograf om at kopiere Woody Allens uendelige total-kompositioner, der efterlader mere plads til snak end visuelt udtryk.

Eisenberg går i hvert fald på alle andre måder i fodsporene på Allen, som Eisenberg selv har medvirket hos ved flere lejligheder.

Fortællingen om to amerikanske fætre, som engang stod hinanden nær, der tager en tur til Polen for at deltage i en guidet tur rundt i deres jødiske ophav, kunne dårligt være mere Allensk.

I hvert fald den sene Allen, der begyndte at falde ned i en lidt slidt skabelon, og måske lidt mindre de enkelte storværker Allen har på CV’et.

Som Allen caster Eisenberg sig selv i den ene hovedrolle, og han har også meget af den samme nervøse lettere rablende energi.

Og som Allen fylder Eisenberg sin film — selvfølgelig baseret på et selvskabt manuskript — med ord.

Mange af dem fungerer egentlig fint.

Kieran Culkin spiller den på en gang plagede og socialt ligefremme Benji, og det er hans sociale sammenstød med omgivelserne, der er det bedste ved A Real Pain.

Men karakteriseringen af de to fætre er egentlig også ret god, hvis bare det ikke var for et ret stort problem.

Jesse Eisenbergs ord løber nemlig fra ham.

For hver gang han fint antyder spændingerne og den problematiske fortid mellem de to fætre, følger han op med en scene hvor filmen stopper op for at levere drama med stort D.

Alt indre liv forvandles til ord, mens den finurlige humor abrupt viger for klodsede forsøg på at røre publikum.

Det virkede ikke for mig.

Kieran Culkins præstation som et meget følsomt menneske rammer til gengæld plet uden helt at udfordre skuespillerens rækkevidde.

A Real Pain er alligevel et behageligt bekendtskab som sniksnakkende komediedrama.

Lidt ligesom de fleste af Allens senere film.

Den er bare også lige så forglemmelig.

Jeg glæder mig til gengæld til at se flere billeder fra Michal Dymek. Uanset hvor forskelligartede de måtte være.

Kieran Culkins præstation rammer plet, men filmen omkring føles som en imitation af Woody Allens svagere sider.

3 af 6 stjerner filmanmeldelse