The Invisible Man anmeldelse: Den synlige kvinde

Hvad ved jeg?

Da mine jævnaldrende dyrkede Saw som en mestergyser i 2004, synes jeg bare den føltes som en genopvarmet gimmick-udgave af Seven.

Og jeg havde i hvert fald aldrig spået, at makkerparret bag manuskriptet, Leigh Whannell og James Wan, over de næste årtier skulle få plads på min liste over yndlingsfilmskabere.

Men hvad ved jeg?

James Wan blev hurtigt en af moderne tids bedste mainstream gyserinstruktører med The Conjuring og Insidious, når han da ikke lige leverede virtuos action med Fast & Furious 7 og hårdkogt hævn i Death Sentence.

I det mindste forblev Leigh Whannell Wans mindre talentfulde makker.

Ja, altså, lige indtil 2018, da han med sin anden film som instruktør, Upgrade, leverede en lavbudgetteret, visuelt opfindsom og Verhoeven-brutal sci-fi-actionbasker.

Og nu leverer Whannell så årets første store filmoverraskelse med et remake af Universals klassiske gyser The Invisible Man – eller genfilmatisering af H.G. Wells klassiske roman, om man vil.

Film om usynlige mænd har altid mest været portrætter af megalomane psykopater, der har brugt mere tid på opfindsomme måder at gøre det usynlige synligt på lærredet, end på konsekvenserne af hovedpersonernes opførsel.

Men med et enkelt smågenialt greb i sit manuskript gør Whannell den usynlige mand rædselsvækkende igen.

Han ser igennem manden (tøhø) og kigger på kvinden bag ham.

For Whannells film er mere end rædselsvækkende fortælling om at være i et forhold til en psykopat, end den er en gimmick af en monsterfilm.

Elizabeth Moss spiller Cecilia, der desperat forsøger at slippe ud af forholdet til sin misbrugende og kontrollerende kæreste Adrian.

I filmens virtuose åbningsscene stikker hun af fra både forholdet og Adrians millionvilla, og helt uden ord får Whannell formidlet den ultra-kontrollerende og truende tilstedeværelse Adrian er i hendes liv.

Hun flygter til en vens hus, traumatiseret, men inden længe meldes det, at Adrian har begået selvmord.

Men Adrian er uheldigvis verdensledende forsker i optometri, og inden længe mærker Cecilia en usynlig tilstedeværelse i sit liv.

Det er en overraskende vellykket formidling af de traumer den slags misbrug efterlader hos ofrene, og det giver The Invisble Man et virkeligt bid, som jeg aldrig havde forudset.

Adrian hænger ved, præcis som den slags fysiske og psykiske overgrebsmænd hænger ved i sindet, længe efter overgrebene er afsluttet.

Det er både fantastisk tænkt og udført, og Elizabeth Moss spiller fantastisk i rollen, som det tiltagende ustabile offer.

Men inden The Invisible Man kommer til at lyde som rent parforholdsdrama, så må jeg hellere gøre det klart, at den også er vellykket og vanvittigt underholdende gys.

Whannell låner fra sin ven James Wan, når han lader billedbeskæringerne have plads til den usete tilstedeværelse, og får publikum til at afsøge hvert eneste rum efter skjulte tegn.

Det føles som en spøgelsesfilm, men uhyggeligere, netop fordi truslen er langt mere reel.

Imens er Whannell ikke bange for at være oprigtigt ondskabsfuld overfor sin stakkels hovedperson, hvis liv støt destrueres af den usynlige tilstedeværelse.

The Invisible Man finder også plads til nørdede hyldester til sine forgængere – lige fra Claude Rains indhyllede skikkelse over John Carpenters Memoir of an Invisible Man til Verhoevens campede Hollow Man.

Men The Invisible Man er den bedste.

Ikke mindst da Whannell i sidste tredjedel iscenesætter hårdtslående action, der låner fra hans egen Upgrade og vækker minder om The Terminator.

Det er uimodståelig underholdning.

Ikke alle vil være tilfredse med slutningen, der undgår den publikums-katarsis som man måske håber på, og manuskriptet har også sine øjeblikke af kluntet dialog.

Men som helhed er The Invisible Man et fantastisk gys med direkte forbindelse til virkelighedens rædsler.

The Invisible Man er årets første store filmoverraskelse og et suverænt gåsehudsfremkaldende gys med ægte bid.

5 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer