Avengers: Endgame anmeldelse: Manglen på superhelte-tjubang

Der er overraskende lidt tjubang i Avengers: Endgame.

Som den foreløbige kulmination på 21 kulørte superheltefilm fortalt over de sidste 11 år, er det ellers nærliggende for instruktørerne Joe og Anthony Russo at forvandle Endgame til en konstant parade af ustoppelig superhelteaction.

Men det gør de ikke.

I stedet graver de dybt ned i sindet på deres store – i hvert fald inden Infinity War – persongalleri og udnytter den opsparede følelsesmæssige relation, der er oparbejdet hos det trofaste Marvel-publikum gennem det sidste årti.

Og det fungerer upåklageligt.

Endgame er den helt store finale, men den både starter og slutter intimt. Først med stor smerte og til sidst med stor ømhed.

Endgame er ikke en sejrsrunde for andre end Thanos, der jo som bekendt fuldførte sin plan med et enkelt knips i Infinity War.

Konsekvenserne af netop den plan rækker langt ind i Endgames tre timer lange spilletid.

Filmen giver god plads til at lade de resterende helte bearbejde deres traume og den følelsesmæssige slagkraft fra Infinity War er også til stede i efterfølgeren, der nok skal levere våde kinder hos millioner af Marvel-fans.

Men hvis forventningerne til Endgame er konstant bulder og brag, så leverer den ikke.

For det er karaktererne, der er i centrum i den hidtidige finale for verdens største franchise. I moderne blockbuster-sammenhæng er det måske overraskende.

Men nøglen til Marvel-filmenes succes har altid været netop karaktererne. I den optik kunne Endgame aldrig have været anderledes.

For Endgame ønsker ikke bare at binde sløjfe på historien om Thanos, men også at give payoff på en lang række karakterers historier.

Det lykkes forbavsende godt.

På elegant vis kigger Endgame tilbage gennem de foregående film, og lader visse elskede karakterer ride ud i solnedgangen, mens andre går nye begyndelser i møde.

Det er noget af et narrativt jongleringsnummer, der låner ikke så lidt fra moderne seriel historiefortælling og får filmen til at føles som et par sæsoner af en serie fra Netflix eller HBO.

Undervejs tryller Endgame med rigelige mængder af den slags fiksfakserier, som mange nok vil kalde tegneserie-mumbo-jumbo.

Faktisk vil det overordnede plot – der giver heltene en chance for igen at redde verden – nok presse troværdigheden hos en større del af publikum end sædvanligt.

Men i virkeligheden er det bare imponerende, at Marvel har kunnet tage sit publikum med så langt, at så mange biografgængere, nu er klar til at æde den magiske, og ikke altid lige overbevisende, historiefortælling fra tegneseriehæfterne råt.

Og så med så godt tag i følelserne.

Men selvom Endgame både er seriøs og smertefuld, så er den karakteristiske alvors-punkterende humor ikke glemt, og filmen byder på flere af Marvel-franchisens største grin.

Også selvom Russo brødrene måske strækker sig lige langt nok efter dem i ny og næ.

Af samme grund er Endgame næppe den film, der vil konvertere mange Marvel-hedninge til den sande tro.

Men for os andre er den en sublim foreløbig finale på filmhistoriens største og bedste superhelte-saga.

Og så lad mig lige gøre det klart.

Ja, der er overraskende lidt tjubang i Endgame. Men da det for alvor indfinder sig i filmens finale, leveres der superhelte-øjeblikke på lærredet af højeste gåsehuds-karat.

At jeg som action-nørd så har mindre klager over finalens visuelle udtryk og at den endelige afslutning måske ikke føles helt fortjent er kun ubetydelige stjerne i Marvel-filmenes kosmiske perspektiv.

For nej, Endgame er ikke perfekt.

Men det gør den ikke mindre monumental.

Avengers: Endgame hører til blandt de bedste blockbusters i filmhistorien. En overvældende filmoplevelse, der cementerer Marvel Cinematic Universe som den hidtil bedste superheltefortælling på det store lærred.