Ava anmeldelse: Et sidste kig gennem 13-årige øjne

Vi er en del, der aldrig kommer til at se med 13-årige øjne igen.

Nogle gange kan jeg endda personligt frygte, at jeg helt har glemt, hvordan det var.

Netop derfor er det så heldigt, at film har en uovertruffen evne til at give et kig gennem andres øjne.

Og i Ava er det netop 13-årige øjne, der er i fokus.

Ironisk nok er det muligvis også sidste gang hovedpersonen Ava får lov til at se med 13-årige øjne.

Ava får nemlig konstateret øjensygdommen retenitis pigmentosa, der på ganske kort tid vil reducere Avas synsfelt, til hun ikke længere kan se.

Med andre ord bliver det den sidste sommer Ava kommer til at se.

Avas lidt flagrende mor beslutter, at alt skal være som det plejer, så Ava kan få sit livs bedste sommer i modsætning til en fyldt med sorg.

Men i Avas øjne er sygdommen det mindste problem, ikke mindst fordi hun står på grænselinjen fra barn til voksen, med alt hvad det indebærer af spirende seksualitet og teenage-lede til sine omgivelser.

På samme måde står debuterende instruktør Léa Mysius på grænselinjen mellem hård virkelighed og fantasi.

Mysius er tilsyneladende lige så komfortabel i instruktionen af humoristisk og gribende mor/datter drama, som hun er i en Buñuel-lignende mareridtssekvens eller et split-screen kup.

Det hele fremragende udtrykt gennem Paul Guilhaume regnbue-agtigt kulørte billeder og et soundtrack kombineret af Florenca Di Concillios foruroligende musik og lette pophits.

Det er præcis så eklektisk som Avas blanding af rasende hormoner og barnlig skrøbelighed.

Avas største mareridt er at ende som sin, ellers søde, mor. Så hellere forelske sig i den halvfarlige 18-årige Juan og hans kulsorte hund.

At se Ava er på alle måder som at være 13 igen.

Det skyldes ikke mindst Noée Abita i den altdominerende hovedrolle. Abita leverer en af den slags præstationer, man først får lyst til at kalde en imponerende barnepræstation.

I hvert fald indtil man opdager at Abita er langt ældre end sin rolle.

Derefter begynder man for alvor at undres over, hvordan hun så overbevisende kan portrættere en 13-årigs nysgerrighed og agressive tilgang til verden.

Til gengæld forstår man bedre, hvordan hun i filmens anden halvdel er i stand til at modne Ava på to sekunder.

Ava er ikke det sidste, vi ser til hende.

I sin anden halvdel går Ava i tiltagende usandsynlige retninger, der nok skal frustrere dem der leder efter realisme, men til gengæld begejstre fans af filmmagi.

For Ava forstår den strittende blanding af følelser, der definerer de sidste dage som barn og de første som voksen.

Og ikke mindst de uudslettelige minder der formes, når man for sidste gang ser med 13-årige øjne.

Ava er lige dele stærkt coming-of-age drama og fantasifuld filmmagi, der lader selv de mest voksne se med en 13-årigs øjne.