Til vi falder anmeldelse: En mand med en mission
Så er Dar Salim igang igen.
Sidste gang Salim havde en hovedrolle på det store lærred, var han en mand med en mission i Fenar Ahmads fremragende actionthriller Underverden.
I Til vi falder er missionen måske ikke helt så hårdtslående, men Dar Salim er endnu engang tændt af en indre ild, der driver ham ud i en håbløs situation.
Denne gang spiller Salim en far, Adam, der er et par år tidligere har mistet sin søn på en ferie til Spanien med sin kone Louise.
Sandsynligvis var det en drukneulykke, men liget er aldrig fundet.
Af samme grund kan Adam ikke slippe tanken om, at sønnen måske stadig lever, eller at nogen på den lille spanske ø, hvor tragedien fandt sted, ved mere end de siger.
Nu skal parret tilbage for at afslutte den uafklarede politisag, men i mødet med de velkendte omgivelser bobler al sorgen og de uafklarede følelser op igen.
Og det er langt hen ad vejen et vellykket sorgfyldt drama instruktør og manuskriptforfatter Samanou Sahlstrøm præsenterer.
Især når Dar Salims Adam er i førersædet.
Salim spiller Adam som en mand, der tror hans liv er en thriller, når det i virkeligheden er et tragisk drama.
Han graver sig vej gennem gamle papirer og overbevises let, da mærkværdige breve med mulig viden om sønnen dukker op ved parrets feriebolig.
Lige under overfladen bobler de indestængte følelser, som Salim kun i enkelte øjeblikke lader koge over.
Det er både en stærk fortælling, og en stærk præstation.
Desværre bliver Til vi falder mere ujævn, når den forlader Salim og Adams historie.
Lisa Carlehed leverer også en fin præstation som Louise, der frustreres over sin mands manglende evne til at slippe fortiden, mens hun selv prøver at behandle sit eget traume.
Men hendes historie og karakterudvikling fremstår anderledes utroværdig.
Det føles mere som et dramatisk manuskriptpåfund, da hun fascineres af en af de lokale teenagere, end noget hendes karakter reelt ville gøre. Måske fordi hun ikke får nok tid til at udvikle en karaktertegning så stærk som Adams.
Det samme gælder for de lidt for mange sidehistorier, der lidt for bastant hiver filmens temaer op til overfladen.
Adam og Louise møder tilfældigt et par, der efter kun en enkelt aften, lader dem passe deres søn.
Selvfølgelig så barnet kan spejle livet med deres egen søn.
Det føles simpelthen for skrevet og søgt.
Den stærke historie om den forpinte far mudres af de mange sidespring, mens en del replikker heller ikke ringer helt klart.
Det er synd, for der er både smukke og gribende øjeblikke undervejs i den sorgfyldte historie.
Kulminationen af Adams historie – der muligvis leder ham i kløerne på afsenderne af de mystiske breve – er en både tragisk og intens scene.
Men kort efter fortaber Til vi falder sig igen i sidehistorier.
Det hele havde stået både klarere og skarpere, hvis fokus var forblevet på Dar Salims mand med en mission.
En imponerende præstation fra Dar Salim undermineres desværre af et rodet manuskript i dette sorgfyldte drama.
