Lazzaro den lykkelige anmeldelse: Hvem udnytter hvem?

Udnytter alle mennesker andre?

Det påstår i hvert fald den adelige ‘la marchesa’, når hun kigger ned på fæstebønderne, der knokler for hende i det støvede men smukke italienske landskab.

Ikke at hun er helt objektiv. For at hun udnytter bønderne på sit land, er der ingen tvivl om.

Af en eller anden grund opbygger de tætknyttede bønder kun stigende gæld til deres adelige overhoveder ligegyldigt, hvor længe de arbejder.

Men ‘la marchesa’ påstår at også de plagede bønder udnytter andre, og der er måske noget om snakken, når man ser deres behandling af den hårdtarbejdende og lettere tilbagestående unge mand Lazzaro, som de ikke tøver med at tvinge til at tage mere end sin tørn.

Men sådan var det vel bare, dengang der stadig fandtes fæstebønder?

Eller hvad?

For foregår instruktør Alice Rohrwachers moderne fabel Lazzaro egentlig i en fjern fortid? Hvordan kan fæstebønder eksistere side om side med en ung greve med mobiltelefon?

Noget stemmer ikke i Rohrwachers smukt iscenesatte verden, der på overfalden ligner klassisk italiens realisme, men som smugler magi ind ad sidevejen i en tiltagende allegorisk fortælling.

Lazzaro den lykkelige anmeldelse
Foto: Camera Film

For uden at afsløre alt for meget, bliver den lykkelige Lazzaro hurtige til en helgen-lignende omvandrende metafor, der både skal udstille håbløse klasseskel og egocentrerede mennesker med sit uskyldige udtryk.

Og langt hen ad vejen lykkes Rohrwacher med at skabe en vellykket fabel i realismens klæder.

Præstationerne er troværdige og naturlige, mens fotograf Hélène Louvart vækker det hele til live i smukke støvede billeder.

Rohrwacher har sans for både karakterdetaljer og overraskende poetiske øjeblikke af den mest filmiske slags.

Lazzaro den lykkelige er en film, hvor underklassen helt bogstaveligt får overklassens tøj til at blafre ved at puste på dem, eller hvor kirkens smukke orgelmusik kun kan høres af dem, der fortjener det.

Det er både godt tænkt og smukt eksekveret.

Lazzaro den lykkelige anmeldelse
Foto: Camera Film

At Rohrwacher desværre bliver tiltagende bastant i sin allegori om klassekamp og kapitalismens synder, er et større problem.

For mod slutningen forvandler poesien sig til mere hårdhændet moraliseren, mens karaktererne svigtes.

Det er heldigvis ikke nok til at sænke skuden for en fascinerende filmoplevelse, men på sin egen måde udnytter Rohrwacher også selv den uskyldige Lazzaro.

Men det gør vi jo nok allesammen.

Lazzaro den lykkelige er en smuk filmisk fabel, også selvom den som allegori bliver lige bastant nok.

4 af 6 stjerner anmeldelse
Facebook kommentarer