The Curse of La Llorona anmeldelse: En positiv skuffelse
Kan en film både være en positiv overraskelse og en skuffelse?
Kan en film virkelig både være bedre end frygtet og ikke så god som håbet?
Intet problem! Svarer den nyeste film fra Conjuring-universet: The Curse of La Llorona.
For på den ene side er The Curse of La Llorona unægteligt et trin op af stigen efter den sidste film fra det spøgelsesspækkede univers; The Nun.
Måske er det fordi Michael Chaves bevæger sig væk fra den gotiske horror og tilbage til The Conjuring-filmenes kernekompentecer, at det hele lykkes lidt bedre.
The Curse of La Llorona rykker nemlig tilbage til en 1970’er villa, der hjemsøges af en skummel skabning.
Denne gang tages der udgangspunkt i den mexicanske myte om den grædende kvinde, der uheldigvis hægter sig på børnene af en socialbehandler spillet af Linda Cardellini.
Og så går det hele ellers forudsigeligt spøgende frem.
Men instruktør Michael Chavez har heldigvis bedre styr på filmens gys, der byder på en række gode visuelle gags og forstår at udnytte tempo og stilhed på en måde, som The Nun slet ikke gjorde.
The Curse of La Llorona en håndfuld ganske solide skræmmesekvenser, der nok skal levere varen for de mest gyserhungrende.
Desværre ender de alle sammen med at det halvkedelige monster skriger ind i kameraet med computeranimeret mund, og så er det videre til næste scene.
Med andre ord når The Curse of La Llorona aldrig op på den bedste af Conjuring-sidefilmene; Annabelle: Skabelsen og som altid slet ikke i nærheden af James Wans oprindelige film.
Dramaet flirter lidt med temaer om dårligt moderskab, ala The Babadook, men den tråd droppes, nærmest inden den er begyndt, til fordel for en typisk åndelig udrensning af et hus.
Endnu en præst kaldes på banen til at fjerne den frygtelige dæmon, mens øjnen langsomt begynder at glide i.
Karaktererne er for flade til at engagere, og spøgelseshistorien udfolder sig uden en eneste overraskelse, mens det begrænsede budget også lægger en dæmper på flere af de digitale effekter.
Filmen respekterer heller aldrig sin egen mytologi.
Det forbliver uklart hvad den grædende kvinde egentlig kan. Ofte kan hun skræmmes væk, når filmen finder det belejligt.
Det er for sløvt.
Men det er som altid synd, at The Curse of La Llorona ikke når over det middelmådige.
Der er potentiale i filmens latinamerikanske grundlag, og Michael Chaves har åbenlyst en fornemmelse for solide bøh-momenter, selvom han ikke får foldet det helt ud denne gang.
Af samme grund er jeg – naiv som jeg er – optimistisk for at Chaves skal overtage The Conjuring 3.
Forhåbentlig bliver den film mere positivt overraskende end skuffende.
En håndfuld solidt gysende sekvenser er ikke helt nok til at kompensere for en forudsigelig historie og et kedeligt monster i den nyeste film fra The Conjuring-universet.
