Danmarks sønner anmeldelse: Politik og genrefilm

Danmarks sønner slår ud med armene, så det vil noget.

Det er ret sjældent, at dansk film byder på kombinationen af heftig politisk indignation og poleret spændingsfilm.

Men det er præcis hvad Danmarks sønner er.

Indenfor de første par minutter er Nørreport blevet udsat for et grusomt terrorangreb, og det nationalistiske parti Nye Borgerlige, øh, jeg mener, National Bevægelsen står til at blive det største parti ved næste valg.

Så er scenen ligesom sat for en film, der ikke er bange for at tale med store bogstaver.

Det gælder også for introduktionen af 19-årige Zakaria, der til tonerne af Mozarts Lacrimosa jogger gennem sit boligområde, inden han ved sin opgang mødes af racistisk graffiti skrevet i griseblod!

Jep, instruktør Ulaa Salim er åbenlyst ikke bange for at give den gas, både med politiske knytnæver og stilistiske virkemidler.

Det ene ender med at virke bedre end det andet, men til at begynde med er det ikke svært at leve sig ind i Salims mareridtsvision af et splittet Danmark.

En vision, der føles alt for tæt på.

Unge Zakaria føler sig truet i sit eget land, og inden længe ser han ingen andre handlemuligheder end vold.

Han rodes ind i en gruppe, med planer om et angreb mod National Bevægelsens frontfigur Martin Nordahl, og sammen med den ældre Ali begynder han at træne.

Særligt i forholdet mellem Zakaria og Ali finder Danmarks sønner en menneskelig varme og leverer nogle af sine stærkeste scener.

To terrorister, der på roadtrip gennem Danmark, nyder et TV2-nummer i radioen eller deler en hjemmelavet madpakke på terror-træningslejr.

Det er lige dele urovækkende og hjertevarmt og tegn på en usædvanligt talentfuld instruktør.

Men inden længe folder Danmarks sønner sig ud som mere genrefilm end drama, når den forvandler sig til en regulær spændingsfilm.

Inden længe er det måske ikke Zakaria og Ali, der er den største trussel, men den nynazistiske organisation Danmarks sønner, der måske har forbindelser til National Bevægelsen.

Det politiske budskab er ikke til at overse, og skæres måske også lige voldsomt nok ud i pap, især i filmens sidste tredjedel, der desværre truer med at underminere hele filmen.

Men indtil da er Danmarks sønner en imponerende vellavet thriller. En slags dansk The Departed med politisk kant.

Der er tjek på tingene bag kameraet, og i sit udtryk har Danmarks sønner ingen problemer med at konkurrere med Hollywood.

Ikke siden Underverden har København taget sig så godt ud som i Eddie Klints neondyppede billeder, og det hårdtslående lyddesign gør næsten på egen hånd filmen værd at se i biografen.

Men skuespilpræstationerne går ikke tabt i det stilfulde ydre.

Mohammed Ismail Mohammed er troværdig som den unge Zakaria, der presses ud i ekstremismen. Men det er især Zaki Youssef, der gør et uudsletteligt indtryk med en indadvendt og betagende præstation.

Og så udnytter Rasmus Bjerg til fulde den falske gemytlighed, der truede med at kuldsejle Så længe jeg lever, til at levere en næsten for ægte præstation, som den højreorienterede galionsfigur.

Danmarks sønner er med andre ord en usædvanlig film tætpakket med talent, og netop derfor er det så ærgerligt at filmens sidste tredjedel falder til jorden.

Mildest talt utroværdige udviklinger i fortællingen og helt usandsynlige beslutninger præger filmens finale, der desværre både underminerer den politiske slagkraft og den ellers velopbyggede spænding.

Men det er heldigvis ikke nok til at slå Danmarks sønner ud af kurs som helhed.

Også selvom de små øjeblikke måske er bedre end de store.

Danmarks sønner er lige dele hårdtslående spændingsfilm og hidsigt politisk indspark. En stilfuld og stærkt underholdende filmoplevelse, der fortjener et kæmpe publikum.