El Angel anmeldelse: Tomheden bag øjnene

Man må give ham, at han er god til at ligne en psykopat ham Lorenzo Ferro.

Som titelrollen i El Angel har han et blik, der vækker minder om Quints tale om hajer fra Dødens gab.

‘He’s got lifeless eyes, black eyes, like a doll’s eyes’.

Det er et blik, der giver det indtryk, at der ikke er nogen bag roret på den anden side af øjnene. At ingen har kontrollen.

Og det giver fin mening. Lorenzo Ferro spiller nemlig en fiktionaliseret udgave af Carlos Robledo Puch: seriemorder og den længst-siddende fange i det argentinske fængselssystem.

Det gør han godt. Bag sit krøllede hår og engleagtige (deraf navnet) ansigt, giver den unge skuespiller et overbevisende indtryk af et menneske, der overhovedet ikke kan kende forskel på rigtigt og forkert.

Desværre er Ferros præstation langt bedre end den film, den er del af.

For instruktør Luis Ortega har skabt en film, der er langt mere problematisk end den er god.

I stilfulde kulørte billeder følger Ortega Carlos’ morderiske togt gennem Argentina krydret med sydamerikansk retrorock på soundtracket.

Det føles lidt som en omgangs fattigmands-Scorsese, særligt fordi El Angel er cirka lige så hul, som sin hovedperson.

Ortega forsøger øjensynligt ikke at moralisere over Carlos’ gerninger, men ender i stedet med at lave en underligt glamouriseret udgave af den virkelige person.

Virkelighedens Carlos slog ikke alene 11 mennesker ihjel, han voldtog flere kvinder og lavede andre seksuelle overgreb på endnu flere.

Men i El Angel tilføjer Ortega af en eller anden grund en flydende seksualitet til Carlos, der fascineres af sin mandlige partner in crime.

Hvad pointen egentlig er forbliver i det uvisse, men det har den noget uheldige sideeffekt at sætte lighedstegn mellem Carlos’ seksualitet og hans brutalitet.

Det holder ikke.

Og hvorfor er den frygtelige Carlos’ ikke længere voldtægtsmand i filmudgaven? Måske virkelighedens forbrydelser var for grumme til Ortegas vision af den filmiske psykopat?

Hvis så bare El Angel havde gået linen ud med sin renskurede psykopat, men et par forvirrede antræk til sort komedie er ikke nok til at fjerne filmen fra sit virkelige forlæg.

Måske endnu værre så taber El Angel sin underholdningsværdi i et dvælende tempo, der står i skarp kontrast til den generelt rockede 70’er stemning.

Det er noget ubetinget rod.

Men altså, han ser virkelig psykopatisk ud, ham Lorenzo.

El Angel er et bizart renskuret portræt af en virkelig seriemorder, der veksler mellem kedelig voldsmeditation og usjov sort komik.